Efter frokostpausen var holdet forbi Slagter Munch. Privatfoto
Livet her

Gule cykelryttere i den gule by

17. juli 2021 kl. 04:15

Torsdag formiddag kom 55 cykelryttere fra Team Rynkeby Øresund til Skagen. Efter et besøg på Grenen holdt holdet frokostpause på Markvej.

Efter frokostpausen var holdet forbi Slagter Munch, som havde sponseret sandwich til frokosten og genboen, Krages Bageri, som havde sponseret hindbærsnitter, så de gule cykelryttere har energidepoterne fyldte til turen til Dronninglund.

Holdet kørte i lørdags 155 km. fra Københavns Zoo, forbi Rigshospitalet for at hilse på de kræftsyge børn, til Maribo. Inden holdet ankom til Skagen, havde det kørt fire en halv etape og knap 900 km. Efter besøget i Skagen mangler holdet to en halv etape og knap 500 km.

Team Rynkeby er et europæisk velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme og deres familier. Desværre har Covid-19 pandemien sat en kæp i hjulet, så turen til Paris er blevet skiftet ud med en tur rund i Danmark.

Team Rynkeby blev stiftet i 2002, da 11 motionscykelryttere med tilknytning til den danske juiceproducent Rynkeby Foods A/S besluttede sig for at cykle til Paris for at se afslutningen på Tour de France. I dag består Team Rynkeby af 2.400 motionscykelryttere og 550 hjælpere fordelt på 59 lokale hold fra henholdsvis Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne, Island, Tyskland og Schweiz.

I gennem det meste af et år skal deltagerne ikke alene blive i stand til at cykle de godt 1.200 km rundt i landets – de forpligter sig også til at gøre en indsats for at rejse penge til børn med kritisk sygdom. Alle indsamlede midler går til organisationer, der hjælper børn med kritisk sygdom. I Danmark støtter Team Rynkeby to organisationer; Børnecancerfonden og Børnelungefonden.

I 2020 donerede Team Rynkeby 65,5 mio. DKK til organisationer, der hjælper børn med kritiske sygdomme - heraf gik de 20 mio. DKK til Børnecancerfonden og Børnelungefonden i Danmark. Af Ole Lenarth Nielsen

Annonceret indhold

Nyeste