Helle Kærskov har boet og arbejdet som kiropraktor i  Barcelona og Dubai, og nu åbner hun klinik i byen, hun forlod som ung.
Livet her

Helle er tilbage, hvor det hele startede og åbner klinik

01. september 2023 kl. 08:01

Helle Kærskov rejste som ung til Los Angeles fra Frederikshavn  for at blive uddannet kiropraktor og har nu åbnet klinik for første gang i hjembyen. Siden har hun boet mange steder blandt andet i Dubai og Barcelona.

Helle Kærskov  startede sine år i udlandet ved at rejse rundt i tre år med det store skøjteshow "Holiday on Ice". 

Skøjteløbet gav hende mulighed for at spare sammen til uddannelsen som kiropraktor i Los Angeles- den fandtes ikke i Danmark i 1986, hvor hun ville starte.

Undervejs i livet som kiropraktor har hun taget flere overbygninger blandt andet behandling af spædbørn. Hun kan også anvende kinesiologi.

- For nogle år siden tog jeg ernæringsterapeutuddannelsen og har også taget et coachingforløb, så jeg er godt rustet til at se de mange skavanker, som det moderne mennesker har, siger Helle Kærskov. 

Hun er fortsat meget begejstret for sit fag og den glæde og taknemmelighed, hun møder, når hun hjælper folk til at få det bedre.

Hun var ikke i tvivl om at Kattegatsilo med den fantastiske udsigt skulle lægge hus til hendes nye klinik, som hun har kaldt KiroSilo.

Helle Kærskov er glad for at være tilbage i sin barndomsby, som hun tit har besøgt gennem årene og har holdt kontakten med familie og "gamle venner".

- Min mor bor i byen, og jeg har mange venner i Frederikshavn, så det var et naturligt valg for mig, når jeg gerne ville tilbage til Danmark. 

- Alt i alt har det været en god oplevelse at flytte til byen siger hun, der også nyder og at komme tilbage til hendes gamle legeplads, skøjtehallen i Frederikshavn og se ishockey.

Annonceret indhold

Nyeste