Den 91-årige billedkunstner Agnete Brittasius var til stede ved præsentationen af hendes værk, der hylder Frederikshavn. Foto: Hans Sejlund
Livet her

Himmelstræbende bygninger og kunstværker

01. august 2022 kl. 11:30

Fire søjler, der viser fire kvarterer i Frederikshavn på fire årstider. Sådan har kunstneren Agnete Brittasius portrætteret sin hjemby Frederikshavn. Bag værket ligger flere års arbejde, hvor kunstneren har travet byen tynd, fotograferet et hav af huse, valgt de mest karakteristiske og kendte ud for endelig at fortolke dem i relieffer i Brittasius’ kendte stil.

Kunstværket har fået en central placering oven for Poesitrappen ved indgangen til byens nye biograf. Foto: Hans Sejlund

Kunstværket blev præsenteret fredag eftermiddag på pladsen foran højhusene, hvor Poesitrappen fører op til Palads Teatrets indgang. En høj placering, hvorfra man faktisk kan se mange af de bygninger, der indgår i reliefferne. Søjlerne er placeret på betonfundamenter, der samtidig fungerer som siddeplads, for det er tanken, at familier kan slå sig ned og kigge på søjlerne – måske er der et hus, man kender eller et, man gerne vil kigge nærmere på.

Koncerndirektør Karl Erik Slynge fra TRIGON, der står for opførelsen af de to dobbelttårne med i alt 32 ejerlejligheder på den tidligere gasværksgrund, udtrykte sin begejstring for kunstværket og glædede sig over, at det nu pryder TRIGONs byggeri på et meget centralt strøg i byen.

Agnete Brittasius og Karl Erik Slynge flankeret af kunstnerens søn Kim Jørgensen og datter Hanna Langgaard. Foto: Hans Sejlund

Efter præsentationen af kunstværket havde gæsterne mulighed for at komme op i det nordlige tårn, som er næsten færdigbygget. Her kunne man se indretningen af lejlighederne og udsigten fra de øverste etager. Karl Erik Slynge var lykkelig over endelig at kunne vise boligerne frem. På grund af materialemangel er byggeriet blevet noget forsinket, men forsyningssituationen er blevet bedre, så byggeriet igen kan tage fart.

Annonceret indhold

Nyeste