11. april findes indsamlingsbøsserne frem og så vil man ellers gå fra dør til dør. Ud over den fysiske indsamling indsamles der også digitalt
Livet her

Indsamlingstid: Vis flaget med Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse er klar til fysisk og digital indsamling 11. april

05. april 2021 kl. 07:15

SÆBY: Søndag 11. april samler Kræftens Bekæmpelse ind ved den årlige landsindsamling.

Indsamlingen foregår både fysisk og digitalt og følger alle myndighedernes anbefalinger.

Hver tredje dansker får nemlig kræft inden vi fylder 75 år, så de fleste får sygdommen ind på livet på et eller andet tidspunkt. Og i år er der endnu mere brug for opbakningen fra de mange indsamlere:

- 2020 har været et hårdt år for os alle. Men for mennesker ramt af alvorlig sygdom som kræft, har det været hårdt i særdelshed.

- Mange har levet isoleret, turen på hospitalet til undersøgelser, svar og behandlinger er foregået alene, og den usikkerhed, som coronaen har bragt med sig, har sat dybe spor hos mange patienter og pårørende.

- Kræft holder ikke pause, selvom der er corona, så også i år har vi brug for en masse indsamlere til at støtte op om kræftsagen, siger Elin Jakobsen, som er indsamlingsleder i Sæby gamle kommune.

Indsamlingen kommer til at foregå både fysisk og digitalt.

- Vi har mange gode erfaringer fra sidste år at trække på og føler os godt rustede til at gennemføre en coronasikker indsamling, siger Elin Jakobsen.

- På denne dag står befolkningen sammen og viser deres støtte og opbakning til alle kræftpatienter og pårørende. Mange indsamlere er selv berørt af kræft på den ene eller anden måde, så det er en mærkedag, som vi hvert år ser frem til, siger Elin Jakobsen.

De penge, der kommer ind ved Landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. Netop rådgivning har der været endnu større efterspørgsel på under corona.

Overskuddet fordeles med 60 pct. til forskning, 19 pct. til patientstøtte, 18 pct. til forebyggelse og 3 pct. til administration.

- Uanset hvilken grund man har, håber jeg, at rigtig mange vil bakke op om landsindsamlingen. Enten ved at give et bidrag eller ved selv at gå ud med indsamlingsbøtten, siger Elin Jakobsen.

Annonceret indhold

Nyeste