I første omgang er der grus på to af banerne, men der kommer endnu en til, så der er plads til alle medlemmerne.
Livet her

Klar til ny sæson: Rødt grus på hele tre baner

Klar til ny sæson med mange flere medlemmer ombord i Sæby Tennis Klub

09. april 2021 kl. 12:48

SÆBY: Søndag 18. april kommer der igen net på tennisbanerne i Sæbygård Skov, når Sæby Tennis Klub åbner sæsonen med standerhejsning i skoven.

Det sker kl. 10.00.

Efter en lang corona-vinter har tennisspillerne i Sæby i mange uger trippet for igen at komme på grus.

- Vi glæder os til at komme i gang igen med at spille, og lørdag kommer der nyt grus på banerne, så vi har to baner klar til sæsonstarten, fortæller formand for Sæby Tennis Klub, Anders Brønnum.

Interessen for at komme i gang med at spille tennis har været stor i de sidste måneder.

Mens corona-pandemien har stoppet indendørs sport, så er det igen muligt at dyrke sport udenfor som eksempelvis tennis, og det har mange fået øjnene op for.

- I 2020 fik vi mange nye medlemmer, og jeg et sikker på, at den tendens vil fortsætte i år, siger formand Anders Brønnum.

Medlemstilgangen i 2020 betyder, at Sæby Tennis Klub i denne sæson etablerer tre baner med nyt rødt grus, så der er banerne til alle medlemmer.

Sæby Tennis Klub blev grundlagt i 1916, og er med sine 105 år still going strong.

I de første år var der kun en enkelt grusbane i skoven.

Sidst i 1920’erne blev anlægget udvidet med omklædningsrum og senere endnu en bane.

Tennissporten voksede sig for alvor stor i Sæby i den sidste del af 80’erne og begyndelsen af 90’erne.

Anlægget blev i den periode udvidet med yderligere tre grusbaner og et klubhus, og medlemstallet toppede med over 250 medlemmer, og selv om medlemstallet er gået en del ned de seneste 15 år, så ser det ud til at corona-pandemien har fået folk til at tage ketsjeren i hånden igen.

- Vi kan glæde os over, at vi har fået en række tidligere spillere i gang igen, men der er også kommet helt nye spillere til, fortæller Anders Brønnum.

Medlemstilgangen i 2021 betyder, at Sæby Tennis Klub kommer ud af 2020 med et lille plus i regnskabet.

Derfor er der nu blev midler til en længe ønsket investering i et elektronisk online booking system, som afløser for den gamle bookingtavle med nummerbrik i klubhuset.

- Vi er sikre på at medlemmerne kommer til at opleve, at det bliver meget lettere at booke baner, når man kan sidde hjemme og gøre det i stedet for at skulle en tur op i klubhuset, siger formanden.

Annonceret indhold

Nyeste