Arkivfoto: Michael Koch
Livet her

Kør ordentligt - ellers bliver du vinket ind til siden

Færdselspolitiet tager hul på ugelang kampagne for at gøre vejene sikre for trafikanterne

25. januar 2021 kl. 07:38

NORDJYLLAND: Nu er det ikke nyt, at en færdselsovertrædelse kan koste en alvorlig samtale med ordensmagten. Men i den kommende uge har politi over hele landet afsat ekstra ressourcer til at holde øje med danskernes opførsel i trafikken.

Over hele landet tager politiet i dag nemlig hul på en ugelang kampagne med fokus på at gøre de danske veje mere sikre for alle trafikanter.

Kampagnen, der løber frem til på søndag, har fået navnet: ”Sikre veje”, og her vil der være fokus på alle færdselsarter og alle lovovertrædelser.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Bilister udgør hovedparten af de dræbte og tilskadekomne i trafikken, men også fodgængere, cyklister, motorcyklister og knallertkørere er udsatte trafikanter.

I 2020 mistede 155 mennesker livet i den danske trafik. For høj hastighed er hovedårsagen til de mange trafikdrab, men uopmærksomhed og manglende orientering spiller også en trist rolle i statistikkerne.

Ifølge Rigspolitiet mistede 498 persober livet fra 2013 til 2018, fordi vi ikke holder ordentligt øje med den øvrige trafik.

- Vi arbejder hver eneste dag for at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, så vi vil ikke acceptere, at nogle trafikanter blæser på love og regler. De skaber utryghed og bringer sig selv og andre i fare, siger Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Statistikkerne fortæller også, at der er alkohol indblandet i hver femte dødsulykke, og at hver tredje bilist ofte bliver irriteret over andres adfærd i trafikken, hvilket også går ud over opmærksomheden.

- I bund og grund handler det om at ændre adfærd. Det handler om at ændre en trafikkultur, så det at færdes i trafikken bliver en god og tryg oplevelse for alle, og det gælder uanset om man er gående, cyklist, bilist eller hvordan man ellers bevæger sig rundt i trafikken, siger Christian Berthelsen.

Annonceret indhold

Nyeste