Trygs livreddere havde særdeles travlt i uge 30. På Palmestranden i Frederikshavn slap man heldigvis for livsfarlige situationer, men 80 gange måtte livredderne på stranden yde førstehjælp.Foto: Trygfonden
Livet her

Livreddere på Palmestranden ydede førstehjælp 80 gange

Livredderne på strandene havde travlt i uge 30 - folk overvurderer egne evner

01. august 2018 kl. 11:17

FREDERIKSHAVN: I uge 30 gennemførte livredderne 17.810 indsatser, hvoraf de 11 var aktioner, hvor det vurderes, at personer var i livsfare. Derudover var der 1.915 almindelige førstehjælpsaktioner, 1.676 forebyggende aktioner og 14.208 oplysende aktioner.

På Palmestranden slap man for livreddende aktioner, mens det blev til 80 førstehjælpsaktioner, 21 forebyggende aktioner og 592 oplysende indsatser

Livreddende aktioner er indsatser, hvor det vurderes, at en eller flere personer var i livsfare.

Førstehjælpsaktioner er eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.

Ved forebyggende indsatser har livredderne har været ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land.

Ved oplysende indsatser har livredderne har været i kontakt med badegæster om de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.

Badegæster undervurderer vinden og overvurderer egne evner

Der var børn og voksne, som blev taget af vinden, en surfer og en SUP’er fik problemer med udstyret, og badegæster fik ildebefindende eller manglede kræfter til at komme tilbage på land. Flere badegæster blev overrasket over forholdene i vandet, og det gav livredderne den hidtil travleste uge på strandene i de 20 år, hvor TrygFonden Kystlivredning har passet på badegæsterne.

Uge 30 blev med ni livreddende aktioner en særdeles travl uge for TrygFonden Kystlivredning.

Der var forskellige årsager til, at personerne kom i vanskeligheder i vandet, hvilket understreger, at de alvorlige situationer kan opstå på mange måder.

- De mennesker, vi redder i land, er alle blevet overrasket over de kræfter, som de er oppe i mod i vandet. Det kan være vinden, strømmen, afkøling eller udmattelse. Du kan hjælpe dig selv meget ved først og fremmest at lære at svømme og dernæst ved at have respekt for både vind- og strømforhold og ikke mindst for dine egne evner. Eksempelvis reddede vi en ung mand i land, som svømmede efter en bold, der drev væk fra ham og kammeraterne. Han var en dårlig svømmer og kom i problemer. I sådan en situation skal man hellere afskrive bolde og undgå at sætte livet unødigt på spil, fortæller Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning

Han råder i stedet badegæsterne til at fortælle livredderne - hvis der er nogle tilstede på stranden - at deres badedyr, gummibåd, bold eller lignende driver til havs. Så kan livredderne hente tingene ind og undgå, at der bliver slået unødig alarm, fordi nogen for eksempel ser en tom gummibåd drive rundt ud for kysten.

Udover de ni redningsaktioner i vandet, trådte livredderne til ved to livreddende aktioner på land, hvor en kvinde faldt af en galoperende hest i vandkanten, og en sommerhusgæst fik et alvorligt ildebefindende.

Annonceret indhold

Nyeste