Livet her

Lyngsås og Albæks nye præst hedder Theis

26. januar 2021 kl. 10:00

LYNGSÅ: Søndag 24. januar fik Albæk-Lyngså Sogn indsat 26-årige Theis Kvesel Aaen, som sognet nye præst.

En kirkelig og højtidlig handling, som ikke har fundet sted siden Helge Morre Pedersen blev indsat som sognets præst af provst Steen, for snart niogtredive år siden - nemlig 7. maj 1982.

Theis Kvesel Aaen blev indsat af provst Viggo Ernst Thomsen, som med bøn indkaldte sognets nye præst for menigheden. Herefter fulgte en formesse, hvorefter Theis overtog gudstjenesten, som sognets nye præst.

Sognets nye præst er allerede flyttet ind i præstegården på Donstedvej 82 i Albæk, som ligger lige over for Albæk Kirke. Med sig har Theis Kvesel Aaen kæresten Lene E. Slumstrup, som er nyuddannet psykolog.

- Vi er blevet taget rigtig godt imod, fortæller parret, som begge glæder sig til at møde og snakke med alle sognebørnene.

- Vi er ved at være kommet godt på plads i præstegården, så nu glæder jeg mig mest til, at alt bliver som det plejer. Tilbage til den tid, hvor vi ikke skal tænke på afstand, have forbehold og overholdelse af diverse forsamlingsforbud, fortæller Theis Kvesel Aaen.

- Jeg glæder mig enormt meget til frit, at kunne tage på hjemmebesøg, hvor jeg især blandt de ældre og ensomme kan være med til at gøre den helt store forskel.

- Jeg er en præst af den nye skole og synes, at jeg har taget det bedste med af alt det kirkelige og troen fra de forskellige rum som kirken og kristendommen bringer og rummer, forklarer Theis Kvesel Aaen.

- Selvom man stiller sig skepsisk og spørgende i forhold til kristendommen, så er det, for mig, også et frirum. Man kommer sjældent ud for noget, der er ens. Så for mig er det en glæde og en gave, at få lov til at blive lukket ind i folks liv i både lyst og nød, liv og død, siger Theis Kvesel Aaen.

Mandag 1. februar tiltræder Theis Kvesel Aaen officielt som præst, hvorefter al henvendelse vedrørende kirkelige handlinger kan rettes til ham.

Annonceret indhold

Nyeste