Livet her

Mange billeder: Flot afslutning på Stafet for Livet i Frederikshavn

30. august 2021 kl. 09:36

Stafet for Livet Frederikshavn sluttede fredag med fælles afslutning i Frederikshavn, Sæby og Skagen.

På torvene i de tre byer og med afsluttende lysceremonier i Sæby, Frederikshavn og Skagen Kirke.

I alle tre byer var der forskellig underholdning, og årets taler fra Kallstorvet i Frederikshavn blev vist på storskærme i Skagen og Sæby.

Michael Nehls, ambassadør i Kræftens Bekæmpelse, var fuld af lovord over Stafet for Livet i Frederikshavn Kommune. Michael kommer fra Aalborg og roste de mange frivillige i Frederikshavn, Sæby og Skagen.

- Aalborg er langt større end Frederikshavn, men I har langt flere deltagere end Aalborg. Flere sponsorer, flere deltagende hold og skaber et langt større overskud. Det er imponerende, lød det rosende fra Michael Nehls.

Kaj Christiansen, tidligere direktør i Danyard og FME, holdt årets fightertale og sendte et klart budskab til især mændene blandt tilhørerne:

- Lyt til kroppens signaler og lad dig undersøge hurtigst muligt, hvis du oplever symptomer på, at der er noget galt.

- Vi har et fantastisk sygehussystem med dygtige læger og sygeplejersker, der står klar, når det gælder, sagde Kaj Christiansen.

I november 2020 fik han konstateret kræft i urinblæren, en chokerende diagnose, der satte gang i mange mørke tanker.

Godt nok overlever tre ud af fire, der får kræft, men hvad med de sidste 25 procent?

- Hvad skal det ende med? Hvad nu med familien, med konen, børn og børnebørn? Er testamentet i orden? Hvem skal følge barnebarnet til fodbold, og hvem skal arve min gamle BMW fra ´93?

Efter to operationer og et længere behandlingsforløb er Kaj Christiansen i dag erklæret rask, men tankerne lurer i baghovedet: ”Kommer det igen?

- Det er ikke til at vide, så tøv ikke med at lade jer undersøge, lød budskabet fra Kaj Christiansen fra scenen på Kallstorvet.

Monica Falck Christiansen holdt årets lystale ved den afsluttende lysceremoni, direkte i Sæby Kirke og transmitteret på skærmene i Skagen og Frederikshavn Kirke.

Monica, der som 19-årig i 2011 blev ramt af kræft, tog udgangspunkt i sangen ”Du, som har tændt millioner af stjerner”.

- Hvor finder vi lys i mørket, alle os, der har haft kræft inde på livet? Hvad stiller vi op med angsten, som kræftramt eller som pårørende?

- Hvem kan vi læne os op ad? Derfor er det så vigtigt at stå sammen, som vi gør i Stafet for Livet. Ingen skal stå alene, og når vi tænder lys, kan jeg mærke, at vi gør en forskel, sagde Monica Falck Christiansen, der selv har fundet et fællesskab og sammenhold i Ung Kræft, en organisation under Kræftens Bekæmpelse.

- Med lysceremonien viser vi, at det vigtigste er, at vi kan se lys forude. Lys skaber håb, og hvor der er liv, er der håb”, lød det fra Monica, der har været kræftfri siden 2012.

Det økonomiske overskud fra årets Stafet for Livet er endnu ikke talt op, men et seriøst bud er godt 350.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse fra Stafet for Livet Frederikshavn i 2021.

I Frederikshavn var det Tordenskioldsgarden, der spillede op ved den officielle åbning, og gik sammen med Fighterne på en 1 kilometer lang rute gennem Frederikshavn bymidte.

I den anden ende af byen, i Danmarksgade 56, var Stafet for Livets pop-up café godt i gang med auktionen og den bugnede af spændende tilbud, som var er sponsoreret og doneret af lokale.

Annonceret indhold

Nyeste