Du kan få et gratis grønt armbånd i Maxi Zoo Frederikshanv, som udleverer det i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. Privatfoto
Livet her

Maxi Zoo Frederikshavn og Dyrenes Beskyttelse går sammen: Giv byens strejfende katte en hjælpende hånd

Har du set en strejfende kat, der ikke plejer at høre til i området, og som ser ud til at være faret vild? Maxi Zoo og Dyrenes Beskyttelse er gået sammen om at lave et grønt halsbånd, som kan være med til at skabe forbindelse mellem dig, der har fundet katten og dens ejer

24. april 2021 kl. 07:30

FREDERIKSHAVN: Hver dag er flere af byens søde missekatte på oplevelsestur rundt omkring i lokalområdet. Her har de rig mulighed for at få stimuleret deres sanser og samtidig får de en god portion motion inden, at aften- og nattetimerne kalder med en varm katteseng i hjemlige rammer. Dog kan byens spindende venner til tider løbe for langt væk hjemmefra og derfor have problemer med at finde trygt og sikkert hjem igen.

Hvis du som borger oplever en strejfende kat, som du er bekymret for, er der nu hjælp at finde. Maxi Zoo og Dyrenes Beskyttelse er nemlig gået sammen om et grønt meddelelseshalsbånd, som du kan få udleveret gratis i Maxi Zoo Frederikshavn, og som kan bruges til at skabe kontakt mellem dig, der har fundet katten, og dens ejer. Det skriver Maxi Zoo i en pressemeddelelse.

På det grønne halsbånd er det nemlig muligt at skrive sit telefonnummer, der gør, at kattens ejer vil have mulighed for at kontakte dig, der har sat halsbåndet på katten, og give dig vished om, at katten har en ejer og er fundet trygt hjem igen.

Halsbåndet er selvfølgelig skabt med sikkerheden i top for vores firbenede venner og er derfor elastisk, så katten ikke kommer til skade ved at hænge fast i en gren eller ved at få poten ind i det. Det grønne halsbånd kan bruges, hvis du finder eller ser en strejfende kat, der ikke er i akut nød, og hvis man samtidig er usikker på, om katten er blevet væk fra sin ejer.

- Hvert år får vi hos Dyrenes Beskyttelse mange henvendelser fra borgere, der oplever, at der går en kat omkring i deres kvarter, hvor borgeren er i tvivl om, om katten har et hjem. Med det grønne halsbånd kan den bekymrede borger og ejeren nemt komme i kontakt med hinanden og sikre, at katten ikke er ejerløs og har et hjem, der passer på den, fortæller Yvonne Johansen, Dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Få udleveret det grønne halsbånd gratis i Maxi Zoo Frederikshavn, hvis du kender til en strejfende kat, der måske er faret vild. Hvis du oplever, at katten udviser tegn på sygdom eller har skader, kan du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på tlf. 1812. Læs mere om de grønne halsbånd her: www.dyrenesbeskyttelse.dk/groenne-halsbaand

Annonceret indhold

Nyeste