Borgmester Birgit S. Hansen (S) hilser den nye infrastrukturplan meget velkommen.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Livet her

Med i ny politisk plan: Udvidelse af vejen fra Ålbæk til Skagen kommer tættere på realisering

Udvidelse af vejen fra Ålbæk til Skagen er med i den nye infrastrukturplan, og det glæder borgmester Birgit S. Hansen meget

08. april 2021 kl. 12:29

Med regeringens udspil til en ny infrastrukturplan bliver det nu lettere at komme til og fra Skagen. Planen rummer nemlig den udvidelse af rute 40 mellem Skagen og Ålbæk, som lokale kræfter og Frederikshavn Kommune har arbejdet for i flere år. En glad borgmester hilser planen velkommen.

Pendling, erhvervskørsel og i ferieperioder tungere turisme-trafik har gjort det besværligt at komme til og fra Skagen. Men nu er der en håndsrækning på vej.

I dag har det store konsekvenser for fremkommeligheden til og fra Skagen, hvis der fx sker en ulykke. Med udbygningen vil der være overhalingsmuligheder på hele strækningen.

- Vi bor i et område, hvor vi er ekstremt afhængige af en god infrastruktur. Om det er digital infrastruktur i form af internet- og mobildækning, eller at vi kan komme frem på vejene. Så det kan næsten ikke undervurderes, hvor meget betydning sådan en udvidelse får for et område som vores, når det kommer til vækst, udvikling og erhverv, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen.

I alt bliver der tale om en udvidelse på en strækning på 11 kilometer, og det er især adgangen til den vigtige industri på Skagen Havn, der ligger borgmesteren på sinde.

- Vi arbejder hver dag for at skabe vækst og udvikling i vores område. Og så duer det naturligvis ikke, at adgangsvejene til vores industri ender med at være forhindringen for, at erhvervslivet kan udvikle sig. Så det glæder mig virkelig, at man så langt væk fra vores egn, som man næsten kan komme - på Christiansborg – anerkender det behov, som tydeligvis er blevet dokumenteret i det her område, siger Birgit S. Hansen.

Borgmesteren henviser i den forbindelse til den såkaldte VVM-undersøgelse (‘Vurderinger af Virkninger på Miljøet), der ligger til grund for udvidelsen af ruten.

VVM-undersøgelsen blev bestilt af den tidligere borgerlige regering, og nu beslutter den siddende regering altså at gøre udvidelsen til en del af deres infrastrukturplan.

- Nu må vi være så tæt på, at det her bliver en realitet, som vi overhovedet kan komme, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Annonceret indhold

Nyeste