Livet her

Med Skagen som ramme

Nelly Sander udgiver sin anden roman - som har afsæt i 80’ernes Skagen set gennem en ung piges øjne

01. juli 2019 kl. 16:20

SKAGEN: Nelly Sander er nu aktuel med sin anden skønlitterære roman “Et bedre, om man vil”.

Handlingen tager udgangspunkt i ungdomslivet i 1980’ernes Skagen og beskriver, hvordan hovedpersonens vanskelige opvækst trækker tråde langt ind i voksenlivet,

At handlingen udspiller i Skagen er ikke uden grund.

Nelly Sander er opvokset i Skagen og boede på toppen af Danmark til hun var færdig med gymnasiet.

Siden har Aalborg været hendes base - med en afstikker Oman.

Hun er uddannet cand.mag. i sprog og internationale forhold og har i mange år arbejdet med kommunikation og marketing.

Titlen til den nye roman “Et bedre, om man vil” er lånt fra Holger Drachmanns “Erindring”.

Meget af bogen foregår i Skagen i 1980’erne, men man følger også hovedpersonen Ane i nutiden, hvor hun bor i Aalborg og senere i udlandet.

For Ane er livet på toppen af Danmark ikke noget skønmaleri.

Lyset over Skagen trækker mørke skygger med sig.

Mens forældrene kæmper med en kuldsejlende forretning og et snigende misbrug, forsøger Ane og hendes bror at finde vej gennem teenageårene, hvor de begge kommer til at overskride grænser, de aldrig havde forestillet sig.

Som det hedder i et uddrag;

Ane sætter panden mod ruden i Skagenstoget, der næsten lydløst glider hen over skinnerne på det sidste stykke af deres rejse, Frederikshavn til Skagen.

Dér ligger den gamle røde murstensbygning, Ålbæk Station.

Så er der kun et kvarters tid tilbage.

Hendes tanker dropper tilbage til firserne og det gamle rød/hvide Skagenstog med syv vogne, der bumlede af sted mod Frederikshavn hver eneste hverdag for at bringe dem til gymnasiet og handelsskolen.

Der blev lavet en del paniklektier på togturen om morgenen.

Ane smiler.

Men så maser andre billeder og følelser sig frem. Svigt. Skuffelse. Angst. En klump trykker hende på halsen. Var det en dum idé at tage til Skagen?

Bogen kan købes hos danske boghandlere og på deres websider fra 8. juli.

Mmen vil man gerne møde Nelly Sander, så holder Skagen Boghandel en bogsignering tirsdag 9. juli kl. 15 – 17.

Her vil det være muligt at komme ind og få sin bog signeret og få en lille snak med Nelly Sander.

Skagen boghandel vil være vært ved et lille glas vin, fortæller boghandler Frank Kiil Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste