Livet her

Menneskeligt blik ind i spritsmuglernes historie

En ny bog er inspireret af spritsmuglerne til søs, og deres bagmænd og medhjælpere på land - særligt med afsæt i Frederikshavn

11. februar 2021 kl. 08:00

KOMMUNEN: Hvis man er interesseret i at vide mere om spritsmugleriets kulturhistorie i Nordjylland, så har man netop nu en enestående chance til at komme om bag storsmuglernes facade i en bog skrevet af den frederikshavnske forfatter Kurt Lundholm.

Bogen ”Frederikshavn. En smuglerrede” er udgivet på Brunlynget Bogforlag og handler om forbudstiden, hvor smugleriet var en folkesport, og vendelboernes vej til ros, magt og lettjente penge.

Vendsyssel er siden 1800-tallet blevet kaldt området Nord for lov og ret, men titlen som Nordens største smuglerrede fik de først i 1926 i en stort opsat artikel, der under titlen ”Smuglerliv i Norden”, udnævner Frederikshavn til nordens største smuglerrede.

Bogen er inspireret af virkelige hændelser omtalt i datidens aviser m.m. og omhandler spritsmuglerne til søs, og deres bagmænd og medhjælpere på land, der i perioden 1918 til 1960, fra Frederikshavn, Sæby, Skagen og Læsø smuglede sprit til det tørstende folk i Danmark, Sverige, og ikke mindst Norge, hvor tørsten var stor.

I bogen nævnes også, den kendte spritsmugler Ernst Bremer med nye historier, fortalt af nordiske journalister, forfattere og myndighedspersoner.

Bogen sætter fokus på den hykleriske holdning i Danmark, der i perioden 1918-1960’erne kom til udtryk, når man nævnte spritsmugling i forbudstiden.

Her ville ingen vedkende, at de i forbudstiden havde tjent styrtende med penge på denne beskæftigelse.

Kurt Lundholms bog Frederikshavn. En smuglerrede placerer sig et sted mellem fakta og fiktion.

Forfatteren anfører selv, at bogens personer og fartøjer er hentet fra forskellige historiske kilder, men at nogle af handlingerne er fiktive, men inspireret af virkelige personer - således også forfatterens bedstefar, som blandt meget andet var spritsmugler, hvilket han kun nødigt talte om.

Og det er spændende læsning - det tydeliggøres i den anmeldelse af bogen, som Henrik Gjøde Nielsen, der er direktør for Nordjyllands Kystmuseum, har skrevet.

”For de læsere i det nordligste Vendsyssel, der har erindringer om tiden, er der i en vis ud strækning tale om en nøgleroman, eller i hvert fald en fortælling om virkelige mennesker og til dels begivenheder, mens der for andre læsere er tale om et detaljeret indblik i en verden, som man ellers i almindelighed ikke har adgang til.

Mange var involveret i smuglerierne, også prominente borgere, hvilket på et tidspunkt fik præsten i Skagen til i en prædiken at nævne, at det ikke altid var Guds bedste børn, der sad på de forreste rækker.

Kurt Lundholms bog vil ikke komme til at optræde i de toldhistoriske litteraturoversigter, og det er heller ikke hensigten.

Bogen gør det, som forfatteren ønsker: Nemlig at give et tidsbillede og et indblik i en verden, som på den ene side principielt bestod af forbrydere, høje såvel som lave, og som på den anden side ofte er omgærdet af et vist romantisk skær, der bunder sig i opfattelsen af, at smugling jo ikke er en »rigtig« forbrydelse, men dybest set en beskæftigelse, som er om ikke ærværdig så dog forståelig.

Måske især i bogens område. Som bekendt, og som det anføres, har (eller vi må hellere sige havde i gamle dage) vendelboerne den opfattelse, at der er langt til Gud i himlen, men længere til København.

Det er værd at bruge noget læsetid sammen med Kurt Lundholms bog, hvis handling udspiller sig i den del af landet, hvor moms og skat aldrig rigtigt har slået igennem. Efter sigende”, skriver Henrik Gjøde Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste