Godt 80 studerende tænkte ud af boksen på innovationscampen. Her er det Julian Nørbjerg (i midten).
Livet her

Mind-dating: Sygeplejersker og maskinmestre i parløb gav lys ide

29. september 2021 kl. 17:00
Opdateret 23. marts 2022 kl. 12:05

Når man kobler hjernekraft, der normalt arbejde ri forskellige verdener, så kan man med lidt held fremme både innovationslysten og ikke mindst evnen.

Det ved man på professionshøjskolen UCN i Hjørring og MARTEC i Frederikshavn.

Gennem flere år har de haft succes med et utraditionelt samarbejde, hvor studerende fra sygeplejerske- og maskinmesteruddannelserne samles til en innovationscamp, hvor de på tværs af faggrupperne skal udvikle idéer til produkter, som kan bruges i sundhedssektoren.

En sådan camp har de netop afviklet med 80 aktive unge studerende som omdrejningspunkt.

Der er taler om en 11 timers camp, hvor de studerende fra morgenstunden sammensættes i grupper, som 11 timer senere skal barsle med en super ide.

Disse ideer ranglistes og der kåres et vinderhold for dagens bedste idé.

Udover æren går holdet hjem med en billet til DM i entrepreneurship i uge 47 og et forløb hos UCN’s iværksætterforløb Next Step.

Julian Nørbjerg var en del af det vindende hold, og han er ikke i tvivl om, at han som kommende maskinmester kan bruge undervisningen i innovation, selvom campen konkret handler om udfordringer i sundhedssektoren, som ligger langt uden for hans eget fagområde.

- I vores arbejde bliver vi også smidt ud i problemstillinger, hvor vi skal kunne få ideer, bevare overblikket og finde ud af, hvordan vi kommer med de bedste løsninger. Processen er den samme her, fortæller Julian Nørbjerg.

Vindergruppen har i løbet af campen udviklet en idé til en oppustelig krave, der kan bruges i forbindelse med dødsfald.

Ved dødsfald påsættes der ofte en krave på afdødes kæbe, for at holde munden lukket.

Som regel passer kraven ikke helt, og det kan betyde, at afdøde kan komme til at se helt deform ud i ansigtet, hvilket ikke er værdigt for hverken den afdøde og dennes pårørende, som skal tage afsked.

Vindergruppens idé går ud på at skabe en særlig, genanvendelig krave, som samtidig vil være billigere, end den løsning man kender i dag.

Næste skridt for gruppen er at videreudvikle deres idé.

Vindergruppen bestod af Julian Nørbjerg, Simon Poulsen, Julie Larsen, Julie Grønkjær Jensen og Josephine Harbo Olesen.

Mia Frost er en af de sygeplejerskestuderende, som var en del af campen.

Hun ser evnen til at være nytænkende som et stort plus i jobbet som sygeplejerske.

- Campen er en god læring i forhold til, hvordan man arbejder innovativt. Det behøver ikke at handle om at opfinde den dybe tallerken, så længe vi opdager, at det ikke er farligt at komme med sine idéer.

Sygeplejen handler også om at være kreativ. Det kan være, at man finder en smart måde til at klippe et plaster til et bestemt formål, og så arbejder med, at man kan udvikle et plaster, som er lavet sådan fra fabrikken, giver hun som eksempel på behovet for innovation.

Annonceret indhold

Nyeste