Livet her

Motorsportsklub håber på grønt lys

Frederikshavn Sæby Auto Sport vil have politikerne på banen i forhold til en erstatning for Ørnedalsbanen

21. september 2017 kl. 10:00

Siden 10. juni 1956 har der været kørt motorløb på Ørnedalsbanen lidt uden for Sæby, men en opsigelse af lejekontrakten med udløb den 31. december 2020 betyder formentlig, at den eneste mulighed for et 75 års jubilæum i sommeren 2021 er, at en eventuel bane-afløser mangler de sidste måneder omkring høringsfrister med videre.

Ledelse og medlemmer i Frederikshavn Sæby Auto Sport (FSAS) har siden januar 2016 været bekendt med, at motorsport på Ørnedalsbanen havde en slutdato, der bare kom tættere og tættere på.

- Derfor gør vi også alt for at finde andre lokaliteter til offroad-motorsporten i vores lokalområde, siger Kurt Nielsen, der både er formand i FSAS og med i en tremands arbejdsgruppe sammen med Thorkild Kristensen og Søren Nielsen, som laver en miljø-screening af det østlige Vendsyssel.

- Faktisk har vi allerede haft aftaler tre-fire steder om nye baneanlæg, men det er hver gang gået i vasken af forskellige grunde, siger Kurt Nielsen, der dog i øjeblikket glæder sig over, at en positiv lodsejer tæt ved Sæby nu har meldt sig på banen.

Penge og grønt lys

- Kun småting i aftalen forhindrer vores underskrifter, hvis ikke lige det var fordi, at vi mangler både pengene til at flytte fra Ørnedalen og etablere en ny bane og ikke mindst også mangler grønt lys fra kommunens politikere.

At flytte en motorbane og endda helst at etablere en større og bedre af slagsen er en stor mundfuld for FSAS.

- Det koster formentlig 8-10 mio. kroner at få skabt de rammer omkring offroad-motorsporten, som vi gerne vil have, siger Kurt Nielsen.

- Men så får vi også mangedoblet udfoldelsesmulighederne fra de nuværende 10.000 kvadratmeter i Ørnedalen.

Med hensyn til økonomien håber FSAS på at kunne få afdragsfrie lån i Bygge- og Anlægsfonden samt kommunal støtte.

Motorsporsklubben vil også gerne selv forsøge at finde nogle af pengene, ligesom man er klar til at hjælpe på alle andre måder.

Speedway på banen

Gennem tiderne har der været tre motorsportsaktiviteter i FSAS, og tanken er, at parallelkøre rallycross/crosskart/folkerace, motocross og speedway på et kommende nyt baneanlæg, ligesom traktortræk også er med i billedet.

- Der skal både være fælles faciliteter som cafeteria/klubhus, toiletter og publikumsparkering, men ellers får hver afdeling sit eget område at bygge deres ønske-motorbane på. Og en rallycross-bane efter international standard går vi også efter, siger FSAS-formanden.

Grønt politikerlys

Kurt Nielsen håber og tror, at kommunens politikere fortsat ønsker en motorsportsbane i lokalområdet, og det samme gør de 250 aktive medlemmer i FSAS.

- Nogle af dem har talt om at flytte klub på grund af usikkerhed om fremtiden for vores klub efter 2020, men vi ønsker bestemt ikke, at kommunen skal lukke vores motorsportsklub.

- Desværre gemmer politikerne sig lidt i øjeblikket, men forhåbentlig kan vi i FSAS snart få enten grønt eller rødt lys i forhold til en ny motorsporsbane i kommunen, slutter Kurt Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste