Livet her

Nu fortsætter forvandlingen af Rådhusparken i Frederikshavn

06. februar 2021 kl. 08:00

KOMMUNEN: Vinteren har bidt sig fast, men kulden afholder ikke børn og voksne fra at benytte legepladsen i Rådhusparken, der til foråret får en ny attraktion.

Det er Remisen bygges syd for legepladsen og skal fungere som samlingspunkt i Rådhusparken.

Til påske kan frederikshavnerne og byens gæster glæde sig til at indtage Remisen, der bliver gennemført som sidste del af fase to i den store fornyelse af Rådhusparken.

Det nye byrumsmøbel er designet specielt til Rådhusparken, og den lokale entreprenør LS-Byg er gået i gang med at bygge Remisens stålkonstruktion i mindre elementer, som samles på stedet.

Remisen kommer til at omkranse hele den centrale plads i Rådhusparken syd for legepladsen. Møblet bliver et samlingspunkt, hvor parkens gæster kan opholde sig eller klartre på, og man kan passere igennem Remisens tre åbninger, når man følger parkens stier.

Arealet ved Rådhusparken fungerede indtil i 1960’erne som byens remise og som endestation for Sæbybanen.

Inspirationen til fornyelsen af parken trækker altså spor til områdets historie – og afspejler sig i materialevalget.

Remisen bliver bygget i trælameller og monteret på en konstruktion af stål til minde om den oprindelige remises jernbaneskinner.

De nye ”skinner” kommer til at hæve sig op og bevæge sig ned og danne knap tre meter høje portaler og rum – samtidig med, at det bliver en flot skulptur i parken.

Remisens stålskelet forventes at stå færdigt i uge 7, og i skolernes vinterferie kan parkens besøgende følge arbejdet med at beklæde konstruktionen med mahogni træ, der er stærkt og har en lang levetid.

Byggeprocessen foregår frem til slutningen af marts, og passagen igennem Rådhusparken vil i byggeperioden være delvis blokeret. Det er dog stadig muligt at passere igennem parken og benytte legepladsen.

Arbejdet med at forny Rådhusparken løber i tre faser. Den første blev afsluttet i 2018 med etableringen af den nye parkeringsplads.

Den anden etape omhandler legeplads, offentligt toilet, markedsplads, stiforbindelse og nu også snart Remisen.

Tredje etape bliver indretningen af den nye ungezone, hvor der bl.a. bliver anlagt en skaterbane, som man begynder at grave ud til allerede i næste uge, hvis ikke jorden er for frossen.

Ungezonen forventes færdig i sommeren 2021. Hele ambitionen med at forny Rådhusparken handler om at skabe et attraktivt mødested i en samlet, moderne bymidte med muligheder for leg, ophold, aktiviteter og oplevelser.

Annonceret indhold

Nyeste