Niras begynder nu at projektere ledningsarbejdet, som efter planen startes næste år i den sydlige del af Gl. Kilden.
Livet her

Nu kommer fjernvarmen til Kilden

Lokkemad: Der er 22.000 kroner i rabat til alle husstande, der tilmelder sig inden årets udgang

22. september 2021 kl. 16:30

Beslutningen om at Kilden skal kobles til fjernvarmenettet ligger nu fast, efter at Frederikshavn Kommune har nikket ja til et projektforslag om at konvertere varmeforsyningen i Kilden fra naturgas og olie til fjernvarme.

Det betyder, at Frederikshavn Varme kan fortsætte det videre forløb i projektet.

Projektforslaget udviser en positiv samfundsøkonomi i forhold til alternativerne, som fortsat er opvarmning med individuel naturgas, olie eller individuelle varmepumper.

Konverteringen til fjernvarmen bevirker samtidig til en positiv selskabsøkonomi og forbrugerøkonomi samt en reduceret miljøbelastning med mindre CO2-udledning.

Frederikshavn Varme inviterer nu alle berørte husstande i Kilden til et informationsmøde 13. oktober.

Her vil de blive orienteret om status på projektet, parkerings- og tilkørselsforhold mv. i anlægsperioden.

Mødet er derfor også relevant for de beboere i Kilden, der ikke har valgt at få tilsluttet fjernvarme.

Udbuddet blev vundet af NIRAS, der nu er i gang med at lægge planerne for, hvordan projektet skal udføres. Anlægsarbejderne starter op i den sydlige del af Gl. Kilden, hvorefter gravearbejdet i hver enkelt vej udføres etapevist.

Idet projektet nu ligger fast, er det besluttet, at husejere i Kilden kan tilmelde sig fjernvarmen med 22.000 kr. i rabat på tilslutningen til og med den 31. december 2021.

Normalprisen på tilslutning er 27.500 kr. inkl. moms, så den udgift kan nedbringes til blot 5.500 kroner.

Prisen indbefatter 15 meter stikledning.

Når vi har udført den udvendige del af arbejdet, skal en VVS-installatør klargøre den indvendige installation.

Ud fra Forsyningens erfaringer er prisen for denne del af arbejdet ca. 30.000 kr. inkl. moms.

Prisen kan være billigere men også højere i forhold til kompleksiteten af installationen.

Skal fjernvarmen erstatte et naturgasfyr, skal naturgasledningen hertil afkobles og det koster yderligere 8.200 kr.

Frederikshavn Varme kontakter de husejere, der har givet positiv tilbagemelding med henblik på at få udarbejdet aftalerne til underskrift.

Annonceret indhold

Nyeste