Livet her

Ny FDF-lejr i Lyngså inden for rækkevidde

Fagudvalg siger OK - Nu mangler endeligt tilsagn fra økonomiudvalg og byråd

19. maj 2021 kl. 09:29

Allerede i 2018 var FDF’erne klar til at sætte gang i et byggeri af en ny spejderlejr i Lyngså.

Planen var at den skulle erstatte den ene af de to spejderlejre, der er på ejendommen Nellemansvej 46 og 48 i Lyngså.

Men da skitsen opererede med en højde på 6,5 meter og da den gældende planlægning kun muliggjorde bebyggelse med en facadehøjde på 2,4 meter var et nyt plangrundlag nødvendigt.

Projektet løb ind i en stor mængde høringssvar, der langt hen ad vejen handlede om det samme, nemlig at lejren støjede - ikke på grund af FDF’erne, men på grund af en stor udlejningsaktivitet til private fester.

Det førte til, at Erhvervsstyrelsen påbød FDF’erne at ophøre med erhvervsmæssig udlejning uden for rammerne af en spejderforenings aktiviteter eller formål, eller uden for rammerne af aktiviteter og formål inden for natur- og friluftslov, der kan sidestilles men en spejderforenings aktiviteter eller formål.

Det har FDF’erne rettet ind efter og det betyder, at udlejning af lejrcenteret fremover får en anden karakter.

Derfor er fagudvalget nu klar til at tillade en maksimal bygningshøjde på op til 7 m for feriekolonier og maksimalt byggehøjde på 5 m for sommerhuse.

Sagen skal endeligt sanktioneres af økonomiudvalg og byråd.

Annonceret indhold

Nyeste