Den nye krimi kommer på gaden 20. september
Livet her

Ny krimi fra Oxager

22. august 2021 kl. 07:30

Da Sæbys krimiforfatter Tom Oxager sidste år i august holdt bogreception på Sæby Bibliotek, hvor han præsenterede sin tiende bog i krimiserien om Anna Storm varslede han, at det ville blive den sidste om netop Anna Storm.

Men det betyder jo ikke, at Tom Oxager, dermed er løbet tør for mysterier og par mord klar i ærmet til en senere udgivelse.

Og der er vi så nu.

20. september er han nemlig bogaktuel igen.

Denne gang med krimien ”Kvinder i kampstøvler”.

Her møder vi den foretagsomme præst Ellinor Wollesen, der for en del år siden oprettede sin BB&B (Bibel Bed & Breakfast) i den smukke gamle præstegård.

Hun står stadig på Mariakirkens prædikestol og skramler rundt iført Doc Martens-støvler.

Nu dukker der yderligere to par støvler op i hendes nærmeste omgangskreds.

Der kommer gang i forretningen, og sød musik opstår.

Der sker en række tyverier og et forfærdeligt mord i køkkenet til den forsamlingsbygning, der ligger bag kirken.

Til sidst må Ellinor søge hjælp fra ganske uventet side.

Samtidig får hun en sjæleven, der også forstår at varme hendes klerikale attributter.

Der er langsomt kommet en masse liv i præstegården.

Annonceret indhold

Nyeste