Muldjorden, hvor legepladsen skal indrettes, er blevet fjernet og danner nu to volde der skal give læ fra øst og syd.
Livet her

Ny legeplads er på vej

01. april 2024 kl. 11:00

Etableringen af legeplads i Nellemanns Have skrider planmæssigt fremad.

Det var i 2023 lykkedes at skaffe penge til, at man i dette forår kunne påbegynde etablering af en ny legeplads.

Finansieringen er tilvejebragt gennem donationer fra blandt andet Anna og Jens Marinus Madsens samt Ida og Niels Kristian Madsens mindelegat, Melsenfonden og Sparekassen Danmarks Fond, ligesom der altid er hjælp at hente fra entreprenør Bo Andersen, når en sådan er påkrævet.

Nellemanns Haves Venner har, sammen med entreprenør ”Bette Bo” - Bo Andersen, i dagene op til påske fået gravet hele arealet ud til den kommende legeplads.

Arbejdet skrider planmæssigt frem, og meget snart kommer legepladsfirmaet Indu fra Strandby og opstiller redskaberne.

I stedet for at betale for at få overskudsmulden fragtet bort, har venneforeningen valgt at ramme legepladsen ind mod øst og syd med en vold.

De cirka en meter høje volde skal tilsås med græs. Voldene skal give læ på legepladsen samt være tumleplads for børnene.

Herefter mangler kun faldunderlag og de fornødne godkendelser.

Støt med sponsortræ

Venneforeningen forventer således, at legepladsen indenfor en overskuelig fremtid er klar til indvielse og ibrugtagning.

Nellemanns Haves Venner har i marts afholdt generalforsamling, hvor der var genvalg til bestyrelsen, der fortsat har Bjarne Jørgensen som formand og Hans Rødsgaard-Mathiesen som næstformand.

Formand og næstformand indgår i Nic. Nellemanns Fond, hvis formand og administrator er Preben Smed Jeppesen.

Nellemanns Haves Venner blev stiftet i sommeren 2006 med det primære formål af skaffe midler og folkelig opbakning til at sikre hele havens bevarelse. Opgaven lykkedes, og der blev ikke bygget boliger i Paradishaven, hvor alle nu er velkomne.

I haven indgår ligeledes skolehaverne, hvor elever fra Sæbygaardskolen dyrker grøntsager og blomster.

Det er muligt at købe et sponsortræ (paradisæble) til udplantning i Paradishaven. Ønskes dette, kan der sendes en mail til mail@nellemanns-have.dk.

Træet får vedhængt et skilt med navnet på sponsoren sammen med sorten på æblet.

Annonceret indhold

Nyeste