Den danske folkesanger, troubadour og historiefortæller optræder i Maskinhallen 22. september
Livet her

Ny satsning i Maskinhallen

Efterårs-aften: Der bydes til Live-Podcast-Koncert 22. september

19. september 2021 kl. 07:15

Maskinhallen er som de fleste vil vide, endnu engang udpeget som regionalt spillested.

- Men denne gang vovede vi pelsen og sendte en ansøgning, hvor vi foreslog projektstøtteudvalget en helt ny vej for det lille spillested i Frederikshavn nemlig med et klart fokus på Folk/Roots/Traditional, fortæller Jens Ole, Amstrup, der er spillestedsleder i Maskinhallen.

- Vi er godt i gang med at booke artister og bands fra ind- og udland, der kommer til Vendsyssel og leverer nærværende kvalitetskoncerter - og vi ønsker også at afprøve nye formater, der skaber endnu mere mening og forbindelse mellem gæst, musiker og spillested, siger spillestedslederen.

Han har derfor inviteret til Live-Podcast-Koncert 22. september kl 20 med Søren Krogh og Podcast-vært Morten Alfred Høirup.

Den danske musikscene blomstrer i al sin livsbekræftende mangfoldighed i disse år.

Spillefolk, komponister og sangskrivere skaber masser af uundværlig værdi for publikum.

“Hvor kommer musikken fra” er en lidt anderledes LIVE-aften med interview og koncert fra scenen – der bliver til en podcast.

På forskellige spillesteder rundt i Danmark, sætter RadioFolk fokus på musikken, musikere og sangskrivere – denne aften altså i Maskinhallen.

- Vi er så heldige at have en kæmpestor understrøm at dygtige og meget forskellige komponister og sangskrivere, som skriver fremragende sange og instrumentalmusik indenfor en meget bred genre med rødder i roots, folk og folkemusik. Men det er sjældent, at den musik bliver spillet i radioen til den brede offentlighed”, udtaler Morten Alfred Høirup, der er vært for podcasten.

Dermed får en meget stor gruppe skabende kunstnere meget svært ved at blive hørt af det publikum, som jo bliver nødt til at kende til de pågældende kunstneres eksistens, for efterfølgende at kunne møde op og fylde spillestederne, når de spiller live rundt omkring i landet.

I Maskinhallen kan man opleve Søren Krogh – den nordjyske trubadour, sangskriver og ikke mindst historiefortæller, der har sin opvækst, rødder og liv med i sit musikalske værk.

Han har flere gange gæstet Maskinhallen – men ved kjocnerten 22. september kan man komme et par spadestik dybere ned i Søren Kroghs univers og forhåbentlig lytte til nogle overraskende svar på: “hvor kommer musikken fra”?

Det første sæt er en blanding af interview og musik med aftenens kunstner.

Andet sæt er en regulær koncert, som publikum er vandt til at opleve på spillestedet.

Annonceret indhold

Nyeste