Amalie, som har fået sin musikalske opvækst i Frederikshavn, skriver og synger sin egen dansk-sprogede popmusik med stor succes
Livet her

Ny single fra Amalie

Amalie Thørholm klar med ny singleudgivelse

10. september 2019 kl. 11:01

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn har gennem tiden udklækket mange store musikalske talenter, og et af dem, sanger Amalie Thørholm, der fredag 13. september er aktuel med sin nyeste single “Ingenting”.

Det er Amalie Thørholms første udgivelse efter hendes succesfulde debut EP “Amalie”, der udkom i 2018.

- Lige siden min EP udkom i maj 2018, har jeg haft travlt med bl.a at spille koncerter rundt om i hele landet på både spillesteder og festivaller. Jeg har sammen med mit faste band lavet en TV-koncert på landsdækkende TV, og jeg er også rigtig glad for, at min musik har haft sit eget liv på radiostationerne og Spotify”, siger Amalie Thørholm .

Hvor debut-EP’en satte scenen for Amalie Thørholms talent og evner som sanger og sangskriver, løfter den nye single “Ingenting”, der er blevet til i et samarbejde med producer og kreativ sparringspartner Joachim Ersgaard, sløret for en mere moden og bevidst sangskriver og for en lydside, som har masser af kant.

Produktionsmæssigt har udgangspunktet denne gang været det elektroniske univers, men stemmen og fornemmelsen for den gode melodi og det catchy omkvæd er dog stadig den samme, som et stadigt større publikum kender Amalie Thørholm for.

- Jeg har virkelig set frem til igen at være i den skabende proces efter en lang periode, hvor mit fokus har været på at spille mine sange live for publikum og ligesom arbejdet på at tilføre gamle sange ny energi hver gang.

Det har været nogle rigtig gode dage i studiet, og vi har lavet en produktion af den nye single, som er lige efter mit hoved , siger Amalie og fortsætter.

- Den kommende tid skal der arbejdes med promovering og planlægning af koncerter i 2020, et arbejde man kan følge med i på min Facebookside. Vi skal også spille en række jobs i løbet af efteråret, hvor “Ingenting” selvfølgelig vil være på sætlisten, slutter Amalie Thørholm.

“Ingenting” er at finde på Spotify, iTunes og de øvrige digitale musiktjenester.

Annonceret indhold

Nyeste