Under indkøb hæves afstandskravet nu til 2 meter. Det vil kræve omlægninger og ensretninger i de fleste supermarkeder. Arkivfoto
Livet her

Nye corona-restriktioner

Regeringen sænker forsamlingsforbud og hæver afstandskrav mellem kunder i butikker

05. januar 2021 kl. 16:00

KOMMUNEN: Regeringen sænker forsamlingsforbud fra ti til fem personer og hæver afstandskrav fra en til to meter i dagligvarebutikker og andre steder i det offentlige rum.

- Vi skal igen holde to meters afstand mellem hinanden.

- Det gælder i dagligvarebutikkerne, når vi køber dagligvarer, men også i det offentlige rum, når vi møder hinanden på stien i skoven, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet tirsdag eftermiddag.

Skærpelsen af afstandskravet gælder foreløbigt frem til 17. januar.

Med hensyn til at halvere forsamlingsloftet, så ske det med afsæt i en anbefaling fra Statens Serum Institut.

Indtil i dag har man måtte samles 10 personer i det offentlige rum.

Det ændres nu til, at man maksimalt må samles 5 personer.

Det indføres fra 6. januar.

- Det er en stærk appel til at aflyse alle aftaler, man kan. Den nye variant smitter meget mere, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Restriktionerne kommer til et samfund, som er delvist lukket ned med et hav af restriktioner. Blandt de nuværende restriktioner, som for de flestes vedkommende løber frem til 17. januar, gælder eksempelvis, at alle elever i folkeskolen er hjemsendt og modtager fjernundervisning.

Desuden er indkøbscentre og stormagasiner lukket samt liberale erhverv som frisører, massører, tatovører og køreskoler.

Men selv om restriktionerne alene gælder frem til 17. januar, så åbner regeringen for at forlænge dem.

- Men det kan vare i længere tid, slog Mette Frederiksen (S) fast på pressemødet.

Annonceret indhold

Nyeste