Hasse Christensen fra SUP Sæby takker Betina D. Jensen fra Nordea Fonden for den flotte donation.
Livet her

Nyt initiativ fra lokal forening: Nu kan du dyrke yoga på vandet

30. april 2024 kl. 19:02

SÆBY: Yoga bliver stadig mere og mere populært, ikke kun hos kvinder, også flere mænd er begyndt at se lyset i de udstrækkende øvelser.

Den stigende udbredelse skyldes sikkert, at alle kan være med fra start og er let tilgængelig.

Yoga kan dyrkes alle vegne og på alle tidspunkter. I forsamlingslokaler, hjemme på stuegulvet, udendørs på stranden, i parken og nu lancerer klubben et tilbud om at gøre det på et SUP board.

- Med lidt træning kan øvelser som f.eks. hunden, kobrastilling og solhilsen sagtens udføres på et board, siger kassereren i SUP Sæby, Hasse Christensen.

Den stjerneformede flydende platform gør det muligt at op til otte øve board kan hægtes på.

Ved at benytte et board udvides yogaens balanceelement. Man får prikket til sin balance, og samtidig får man det meditative element fra yogaen endnu mere i spil.

Med en donation fra Nordea Fonden på 68.000 kroner kan klubben nu købe nogle stjerneformede flydende platforme, hvortil der kan tilkobles otte board.

Til juni vil SUP-Sæby have to instruktører klar til at guide udøverne på det godt tre meter lange board. Boardet bliver udlagt i den nye havns rolige lave vand.

Direktør i Nordea Bank i Hjørring, Betina D. Jensen var taget til Sæby Havn for at overrække det synlige bevis for donationen til Hasse Christensen.

SUP Sæby sørger for at stille de rigtige board til rådighed, når yoga deltagerne bliver sendt på vandet til juni.

- Jeg bliver altid så glad, når nogen søger om tilskud til gode projekter. Projekter der kan gøre en forskel, såvel lokalt som i hele landsdelen siger Betina D. Jensen.

Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter som fremmer gode liv.

- Vi har ikke nogen færdig opskrift på det gode liv, men tror på, at det er noget vi skaber sammen, udtrykker Betina D. Jensen.

En glad modtager udtrykte, på vegne SUP Sæby, stor tilfredshed med beløbet, som gør at de nu kan realisere et helt spritnyt projekt, som Hasse Christensen håber vil blive godt modtaget blandt yogaudøverne.

Nordea Fonden uddeler hvert år cirka 850 millioner og i 2023 havnede de 55 millioner kroner til almennyttige formål til projekter i Vendsyssel.

Annonceret indhold

Nyeste