Livet her

Nyt museum for maritimt interesserede: Hør Henning Kjeldsen fortælle om Maskinrummet i Skagen

15. juli 2021 kl. 13:34

Skibet er kommet godt fra havn og maskintelegrafen står på Full Ahead.

Der er tale om Maskinrummet på Jollevej i Skagen, hvor fisker Henning Kjeldsen har åbnet op for en imponerende samling af motorer, maskiner og maritime genstande.

I Maskinrummet, som museet hedder, finder man ud over motorer og maskiner også en lang række maritime effekter, som kan fortælle spændende historier om den teknologi, der er blevet anvendt i fiskeriet gennem mange år.

På 350 kvadratmeter er der samlet over 250 motorer - alt fra en 1Hk FF til en stor 1000 Hk Callesen motor, imellem dem en lang række forskellige motorer og maskiner af forskellige fabrikater.

- Vores mål er at bevare fortidens motorer og maskiner, og vi arbejder på at få dem til at fungere og køre igen, fortæller Henning Kjeldsen.

- Vores ældste motor er fra 1901 og nyeste objekt til samlingen er en rød Ford A fra 1928 og vores to Callesen motorer. Som noget nyt vil vi hver dag kl. 11 og kl. 13 hele sommeren starte vores store Deutz på 7 tons op, fortæller Henning Kjeldsen.

- Det er ikke bare et museum, der er oplevelser for både store og små. Her bliver enhver mand til dreng igen, ved synet og lyden af motorerne og har man oplevet livet på en fiskerihavn for en generation eller to siden, vil minderne helt sikkert vælte frem.

Annonceret indhold

Nyeste