Niels Bay Christensen: Det er bedre at eje en del af noget stort, end at eje det hele af noget, der forbliver småt
Livet her

Overset vækstmulighed

Erhvervsdirektør Niels Bay Christensen: Vi flere virksomheder med en kvalitet og et vækstpotentiale, som kvalificerer dem til notering på First North. Den mulighed bør udnyttes

31. juli 2021 kl. 07:00

Vækst kræver ofte store investeringer, og mange vækst-virksomheder har behov for at rejse yderligere kapital for at kunne gennemføre vækst-rejsen.

Hidtil har der været to muligheder – børsnotering eller private placement, altså en privat investor/medejer.

Nu er der en tredje vej at gå: First North.

First North er en reguleret handelsplads – en børsplatform, men ikke en egentlig børs.

Men den giver mulighed for, at en mindre eller mellemstor virksomhed kan lave et offentligt udbud og få sine aktier registreret, så de kan handles.

Virksomheden skal opfylde en række krav, men de er ikke nær så stramme og omkostningstunge, som ved en børsintroduktion.

First North blev etableret i Sverige og Danmark i 2007.

I Sverige har den fungerer fint lige siden, men i Danmark fik platformen en svær start og var faktisk på pause i 10 år.

Men de senere år har First North fået nyt liv – der er introduceret flere virksomheder, og der er større interesse fra investorer. Derfor er First North i dag en attraktiv, men stadig overset mulighed for at skaffe kapital til vækstvirksomheder.

- Den store fordel ved at hente kapital på First North i forhold til private placement er, at du samtidig får trimmet din virksomhed og ved hvornår du har pengene på din konto.

- Ejeren af First North, NASDAQ OMX, kræver nemlig, at en såkaldt ”Certified Advisor” skal stå inde for, at virksomheden lever op til kravene/reglerne, som bl.a. er en professionel bestyrelse og fuldstændig styr på tallene, siger rådgiver Søren Pontoppidan, partner i Kapital Partner, der er en Certified Advisor. Han fortsætter:

- Ved en introduktion på First North kommer virksomheden gennem en styret proces, opfylder nogle krav og får derigennem et kvalitetsstempel over for potentielle investorer. Samtidig er det muligt at gå ud igen med udbyd af yderligere aktier, når vækst-rejsen kræver nye investeringer.”

First North er åben for alle typer virksomheder og brancher. Muligheden er relevant for virksomheder, der har et potentiale for vækst og viljen til at være bedst. Kan man fortælle en god historie om virksomheden og produktet, vil den også være interessant for investorer. First North egner sig til udbud fra 20 mio. kr. og opad.

I Frederikshavn Kommune findes i dag én børsnoteret virksomhed, nemlig Roblon.

Ingen er noteret på First North, og det er en fejl, hvis man spørger erhvervsdirektør Niels Bay Christensen, Erhvervshus Nord:

- Vi har adskillige virksomheder i kommunen, som kunne realisere deres fulde potentiale, hvis de fik tilført den nødvendige kapital.

- At skaffe private midler kan være en lang og vanskelig proces og indebærer ofte krav fra investoren om indflydelse på den daglige drift.

- First North er en oplagt mulighed for at rejse kapital, samtidig med at virksomhedens ledelse professionaliseres og ejeren beholder sin råderet.

- Jeg kan kun opfordre virksomheder med vilje til vækst til, at de undersøger mulighederne på First North. Husk, det er bedre at eje en del af noget stort, end at eje det hele af noget, der forbliver småt, siger Niels Bay Christensen.

Annonceret indhold

Nyeste