Livet her

På havet med Europas bedste

Kvartetten fra Frederikshavn Seahawks var i skrapt selskab i Sailing Champions League-finalen

27. september 2017 kl. 10:00

De danske sejlsportsmestre, Seahawks fra Frederikshavn Sejlklub (FSK), var for alvor på havet med de helt store, da finalen i Champions League fandt sted i weekenden ud for Porto Cervo på Sardinien.

En samlet 14. plads blandt 32 deltagere var ikke tilfredsstillende for de ambitiøse frederikshavnere, men de fik trods alt rundet af på fornemste vis med en førsteplads i 12. sejlads.

Forinden havde det danske mesterhold haft det svært på dage med for lidt vind, og det resulterede i alt fra en anden- til en ottendeplads og altså en samlet placering som nummer 14.

- Vi havde håbet på mere, men det skal lige med, at vi var med ved et europæisk mesterskab for klubhold, så det var udelukkende stærke og rutinerede mandskaber, fortæller Rasmus Damsgaard, der sammen med skipper Kris Houmann samt Rasmus Melsen og Søren Sten udgør mandskabet på Seahwaks.

Flere af deltagerne ud for Porto Cervo mødte op med erfaring fra Americans Cup og lever til dagligt som professionelle sejlere.

- Vi forsøger stadig at passe vores arbejde og familien og er et hundrede procent glade amatører, og for os har årets store oplevelser med både et dansk mesterskab og to store sejladser i Rusland samt deltagelsen ved Champions League været helt kanon, siger Rasmus Damsgaard, som kalder det fornemt, at få lov til at repræsentere Frederikshavn Sejsklub i så stor en finale.

Kæmpe forskel

Forskellen mellem de helt store sejlklubber og den lokale i Frederikshavn illustrerer Rasmus Damsgaard ved at fortælle, at mens de fire frederikshavnere betaler et årskontingent på 750 kroner for at være medlem i Frederikshavn Sejlklub, koster det 35.000 euro for at blive medlem af sejlklubben Yacht Club Costa Smeralda i Porto Cervo på Sardinien, hvor Champions League-finalen fandt sted.

Og midt i skuffelsen over en beskeden 14. plads kunne Frederikshavn Seahawks som nævnt glæde sig over en fornem finish med en førsteplads i den 12. og sidste sejlads ud for Sardinien.

- Da var vi tilpas sultne, og da vejret samtidig passede os perfekt med frisk vind, fik vi vist, at kvartetten fra Frederikshavn Sejlklub godt kan matche de bedste europæiske sejlere. På dagen gik både strategi og taktik op i en højere enhed, smiler Rasmus Damsgaard.

I CL-kvalifikation

Som forsvarende danske mestre er Frederikshavn Seahawks klar til næste års CL-kvalifikation, og kvartetten går efter igen at komme i skrapt CL-selskab i næste års finale.

- Det bliver ikke i Frederikshavn, det kommer til at foregå, men til gengæld tyder alt på, at vi i 2018 får en afdeling af den hjemlige Sejlsportsliga til byen, og det bliver også stort, slutter Rasmus Damsgaard.

Ungdommen på vej

At talenterne blomstrer i Frederikshavn Sejlklub viser et uofficielt dansk mesterskab til 13-årige Nils Christensen i weekenden.

Her vandt den unge frederikshavner det danske klassemesterskab i jolleklassen TERA SPORT ved jollestævnet Harboe Cup i Skælskør.

Stævnet er et af landets største sejsportsevents for joller med over 400 jollesejlere.

Annonceret indhold

Nyeste