Man skal tænke sig om inden man begynder at optø vandrørene. Arkivfoto
Livet her

Pas på med optøningen når rørene fryser

Gode råd til at undgå alt for støre skader

01. februar 2019 kl. 05:20

FREDERIKSHAVN: Frosne vandrør kan få de fleste nordjyske bolig- og sommerhusejere til at gå i panik.

Men ifølge vvs-installatørerne gælder det om at bruge hovedet, inden du går i gang med at tø rørene op, hvis du vil undgå store og dyre vandskader – eller det der er værre.

Det er næppe ny viden for ret mange, at vand fryser, når temperaturen kommer under 0°C.

De færreste er dog klar over, at isolering i sig selv ikke er en sikkerhed mod frosne vandrør. Isoleringen forsinker frysningen, ligesom når vi har en jakke på i koldt vejr.

Står vi for længe ude i kulden, begynder vi også at fryse. Og vores krop har endda et indbygget fyr til at holde os varme.

- Selv den bedste isolering kan ikke altid forhindre, at vandrørene fryser til, hvis vandet står stille for længe – hvis man fx holder ferie eller ikke bruger vand i den ene ende af boligen i lang tid, forklarer Per Møller Christensen, vvs-installatør og formand for TEKNIQ-råd Nordjylland.

Når der ikke kommer vand ud af hanen ved heftig frost udenfor, kan det være tegn på, at et vandrør er frosset.

Første skridt er ifølge Per Møller Christensen at lokalisere proppen.

Den kan være ved en åbning til det fri, hvor frostkold vind kan køle røret ned. Åbningen kan også være i rørets isolering.

Han advarer mod, at man i panik hiver alskens varmeaggregater frem, hvis rørene fryser.

- Vi ser boligejere, som i deres iver efter at få vandet til at flyde igen bruger både svejseapparater og åben ild for at tø vandrørene op. Og det er altså ikke ligefrem løsninger, som jeg kan anbefale, siger Per Møller Christensen.

Vælger man alligevel at bruge eksempelvis en varmeblæser, er det vigtigt, at man fjerner al den omkringliggende isolering og andet brandbart materiale først. Samtidig skal der hele tiden holdes godt øje under opvarmningen, så frost ikke ender med at blive afløst af en husbrand.

- Det kan være svært på forhånd at se, om et af rørene er sprunget læk på grund af frosten. Derfor bør man holde et vågent øje med sin vandmåler, så man kan se, om der siver vand ud et eller andet sted. På den måde kan man forhåbentlig undgå, at en lille læk udvikler sig til en større vandskade, forklarer Per Møller Christensen.

Han anbefaler, at du i det hele taget holder skarpt øje med udbedringsstedet, når røret er optøet, og lader vandet løbe ved sidste tapsted (i forhold til der, hvor vandet kommer ind i boligen), mens du rydder op og isolerer igen.

Derved sikrer du at der er frisk (varmt) vand i rørene, så de ikke fryser med det samme igen.

- Derudover er det altid en god idé at kontakte en autoriseret vvs’er, hvis du er i tvivl om, hvor rørene er frosset eller om der er sket skader på dem, siger Per Møller Christensen.

Annonceret indhold

Nyeste