Hos DFDS er man således optimistiske og kan næsten ikke vente med at genoptage driften og har, i den udstrækning det er muligt under Covid-19, travlt med at etablere aftaler med virksomheder om både transportrejser og konferencer om bord. Foto: Michael Madsen
Livet her

Pearls Seaways er klar til afgang: DFDS glæder sig til ruten til Oslo åbner igen

DFDS-færgen Pearl Seaways ligger i øjeblikket ved kaj i Frederikshavn i vinterkulden, mens DFDS afventer, at det atter bliver muligt at rejse til Oslo igen

16. februar 2021 kl. 06:30

FREDERIKSHAVN: Som mange sikkert har bemærket, ligger DFDS-færgen Pearl Seaways, i øjeblikket ved kajen i Frederikshavn, mens DFDS afventer, at det atter bliver muligt at rejse til Oslo igen.

Det er naturligvis Covid-19, som spænder ben for rejser mellem Danmark og Norge, men hos DFDS er man optimistiske.

- Vi ser klare indikationer på, at mange borgere er forventningsfulde og planlægger atter at kunne rejse mellem Danmark og Norge. Vi nyder godt af at have mange loyale gæster, som ofte benytter vores rute til en dejlig rejseoplevelse og som en effektiv forbindelse mellem Danmark og Norge, understreger Route Director Kim Heiberg, DFDS.

I takt med at Corona vaccinationen bliver udbredt, ser DFDS heldigvis en stigning i antallet af bookinger, da Danmark og Norge betragtes som trygge rejsemål. Foto: Michael Madsen

Sommeren 2020 viste tydeligt, at folk tog godt imod DFDS-ruten mellem Frederikshavn og Oslo, og DFDS havde en travl sæson med rigtig mange glade gæster om bord.

- I takt med at coronavaccinationen bliver udbredt, ser vi heldigvis en stigning i antallet af bookinger, da Danmark og Norge betragtes som trygge rejsemål, siger Kim Heiberg.

Varm modtagelse

Han understreger, at DFDS har mødt en stor velvilje fra havnens side i forbindelse med opstart på ruten, og i forhold til muligheden for at have færgen liggende, mens alle venter på, at den nye rejsesæson kickstartes i takt med at restriktionerne kan fjernes.

- Vi har fra første dag, vi begyndte at lægge til i Frederikshavn, oplevet en fantastisk positiv og varm modtagelse fra lokalsamfundet.

- Både fra det nordjyske erhvervsliv og de lokale borgere men også fra politisk side. Frederikshavn er således blevet én af vores vigtigste danske havne.

- Det er derfor nærliggende at lægge til kaj i Frederikshavn, mens vi venter på, at vi atter kan starte sejladsen mellem Danmark og Norge.

- Man kan næsten sige, at vores skib i Frederikshavn ligger som et tydeligt symbol på vor nye tætte og vigtige tilknytning til Nordjylland, siger Kim Heiberg.

Også fra havnens side udtrykkes, der stor tilfredshed med samarbejdet.

Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør for Frederikshavn Havn, er rigtig glade for, at DFDS igen bliver en aktiv del af Frederikshavns liv. Arkivoto: Martin Damgård

- Hele planlægningen blev jo i høj grad præget af, at vi var midt i en pandemi. Men det viser alt andet lige, at man sagtens kan tage imod kommende samarbejdspartnere med åbne arme, selv om vi måtte mødes over teams. Og vi er rigtig glade for at DFDS igen er en aktiv del af Frederikshavns liv, siger adm. direktør Mikkel Seedorff Sørensen, Frederikshavn Havn.

Årelangt samarbejde

Selv om der har været pause i det tætte samarbejde, så har DFDS og Frederikshavn en meget lang historie sammen.

I år er det således 155 år siden de første spæde skridt til mange års samarbejde blev taget ved indsættelse af det stålbyggede passager- og fragtskib Uffo, som blev afleveret fra B&W i 1865.

Det indgik i fast rute mellem København, Aalborg og Frederikshavn og i 1866 blev ruten udvidet til også at omfatte en tur til Christiania.

Siden gik det skib efter skib med s/s Baldur, hjuldamperen H.P. Prior, passager- og fragtdamperen Cimbria, dampskibet M.G. Melchior og dampskibet Frederikshavn.

I 1937 indsatte D.F.D.S. det første motorskib på ruten.

Det var Vistula bygget på B&W i 1930 og siden fulgte Aalborghus, Kronprins Olav og sidst men ikke mindst den dobbeltskrogede bil og passagerfærge Skipper Clement og Akershus.

Springbræt til Norge

I 1974 stoppede sejladsen på Frederikshavn - og blev sat på pause frem til sidste år, hvor DFDS var tilbage igen.

Det tydeliggør om noget Frederikshavns fortsatte naturlige position som springbræt mellem Danmark og Norge.

Det springbræt, som gennem den lange historie har cementeret byen og fra 1800-tallet ikke mindst havnens position som naturlig ankerplads for rejsende mellem de skandinaviske lande.

Gennem 1900-tallet særligt i århundredets sidste halvdel blev aktiviteten som betydelig, at man roligt kunne kalde Frederikshavn for færgernes europæiske metropol.

Lange venskaber

Vi havde ganske enkelt flest daglige afgange til udenlandske destinationer set i et europæisk perspektiv.

Birgit Hansen: Vi har det godt med gode og lange venskaber og var derfor utrolig glade for at byde DFDS velkommen igen, da de begyndte at sejle til Frederikshavn sidste år. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

- Vi har det godt med gode og lange venskaber og var derfor utrolig glade for at byde DFDS velkommen igen, da de begyndte at sejle til Frederikshavn sidste år, siger borgmester Birgit Hansen.

- Det her viser, at Frederikshavn Havn er attraktiv som destination for både færger og rejsende. Og det har DFDS set. Det er vi glade for.

Stor betydning

Netop sejladsen på Norge er helt afgørende for kommunen som turistdestination, for vort norske broderfolk har en meget vigtig position i et turistliv - særligt, når det ikke præges af pandemier.

- De norske gæster har ikke alene en helt særlig plads i vores hjerte, men også en stor betydning for vores erhvervsliv, vores turismevirksomheder og for borgerne på Toppen af Danmark, siger turistdirektør René Zeeberg, Turisthus Nord.

- Livet i Frederikshavn og en stor del af området omkring, herunder de andre kystbyer i kommunen, er simpelthen ikke det samme uden vores norske gæster, som vi har savnet.

- DFDS-linjen til Oslo er med til at skabe liv og aktivitet ved også at trække andre gæster til området.

- Den direkte forbindelse til Oslo er derfor uhyre vigtig for os, siger turistdirektør René Zeeberg.

René Zeeberg: Livet i Frederikshavn og en stor del af området omkring, herunder de andre kystbyer i kommunen, er simpelthen ikke det samme uden vores norske gæster. Arkivfoto: Peter Broen

Men selv om vi er glade for at kigge til Pearl Seaways, når vi ser ind over havnen skyline, så ville vi have det endnu bedre med, at den var i fuld vigør og dermed havde gang i at hjælpe nordmændene ned til vores breddegrader igen.

Men vi må nok væbne os med en smule tålmod.

De norske udmeldinger lyder meget af 15. april - men til gengæld har vi intet imod at blive positivt overrasket, hvis det nu skulle ændre sig.

Annonceret indhold

Nyeste