Livet her

Personlig træning på toppen

Mikael Toft har åbnet egen fitnessklub i Siloen

01. december 2017 kl. 13:20

Sandsynligheden taler for, at du har siddet hjemme i lænestolen og overvejet, om det snart var tid til at få trænet kroppen.

En delle her og en delle der er begyndt at irritere. Og det skal der gøres noget ved.

Over 380.000 danskere i alle aldre har indløst billet til fitnesshallerne, og det tal ser ud til at vokse markant i de kommende år.

I Frederikshavn er et nyt tilbud dukket op, og det står igangsætteren Mikal Toft bag.

Han er et kendt ansigt i byen, og har mange jern i ilden.

Han har dagligt arbejde i Ungeenheden, og han er desuden tovholder og drivkraft bag det projekt, der hedder "Efter kl. 14.00", der udfører en målrettet indsats over for børn i alderen 12-15 med behov for faste holdepunkter i livet.

Og så har Mikal Toft netop åbnet sin egen fitnessklub i Kattegat Siloen.

Han kalder den Fit Club, og som personlig træner giver han her frederikshavnerne mulighed for at træne, spise og leve efter en nøje fastlagt plan. Og det er der behov for:

- Mange ved godt, at de skal tabe sig. De ved godt, at de skal i gang med at træne. Men de mangler én at stå til regnskab for, og det er her jeg kommer ind i billedet.

- Folk er i stigende grad optaget af sit udseende, og der bruges oceaner af tid og penge på personlig pleje. Men de færreste har en ide om, hvordan man træner bedst, siger Mikal Toft.

- Folk læser jo "Ude og Hjemme", og der står, at man kan tabe 5 kilo på fire dage.

- Det kan man sådan set også, men det er ikke den rigtige måde at gøre det på, og det er i hvert fald ikke fedt, man taber. Og det er jo vigtigt at huske, at en permanent forandring af kroppen ikke handler om vægttab. Det handler om fedttab, understreger han.

Mikal Toft har sat den personlige træning i system, og når man kommer i Fit Club føres der kontrol med den enkeltes træningsforløb.

- Jeg laver en kropsanalyse af alle, der kommer her, og jeg ser på, hvordan en persons muskelmasse ser ud. Jeg ser for eksempel på mængden af visceral fedt, som jo er det farlige fedt, der sidder omkring de indre organer. Ud fra den analyse kan jeg sammen med den enkelte opsætte nogle realistiske mål for træningen.

- Og det er vigtigt, for hvis man bare går på vægten derhjemme og bliver enig med sig selv om, at man skal tabe sig, så er risikoen, at man taber muskelmasse i stedet for fedt. Og så tager man hurtigt på igen.

- Folk skal selv føre log over deres træning, og så kan jeg følge udviklingen. Det er en god måde at gøre det på, for det forpligter.

Det siges om frederikshavnere, at de kan være lidt svære at trække op, men det har man ikke bemærket hos Fit Club.

- Nej, faktisk tværtimod. Hvis jeg må sige det på frederikshavnsk, så er jeg kommet rigtigt godt i gang. Og jeg tror virkelig på, at frederikshavnerne gerne vil investere i sig selv.

- Man bruger rask væk 5000 kroner på en telefon, hvorfor så ikke bruge noget på sig selv, siger Mikal Toft.

Tekst: Jesper Larsen

Annonceret indhold

Nyeste