Livet her

Rødspætte Cup gav markant overskud

Endnu er regnskabet ikke gjort op, men forventningen er, at de næsten 700 frivillige har været med til at sikre et overskud på godt og vel 700.000 kroner

01. april 2018 kl. 09:00
Opdateret 03. april 2018 kl. 17:09

Siden midten af 70’erne har Påske og håndbold været to sider af samme sag i Frederikshavn.

Fra første fløjt til den netop afviklede påske i år har Rødspætte Cup udviklet sig til at blive Danmarks største håndboldcup, Rødspætte Cup.

Og i år blev rekorden tangeret med hele 328 hold og over 4650 håndboldspillere fra fem forskellige nationer.

Formanden for Rødspætte Cup, Per Larsen, har stået bag turneringen i flere end 30 år og bliver i folkemunde omtalt som Mr. Rødspætte Cup.

Og ham og folkene bag Rødspætte Cup knokler ikke kun på gennem påskedagene, men faktisk hele året rundt.

For der er meget, der skal tages i ed for at en cup i den størrelsesorden skal kunne rulle afsted på en måde, der skaber glæde, tilfredshed og fremfor alt en sporfest at høj karat.

Og det lykkedes afgjort også i år - og ikke kun til glæde for FfI, der står bag cuppen, men i høj grad også for byen, der bakker op.

Og den synergi er afgørende for de 4650 håndboldspillere har nemlig i mange tilfælde familien med, og det mærkes i butikkerne og på byens spisesteder.

Og så drypper det da også på ungdomsarbejdet i FfI Håndbold.

For FfI kan formentlig glæde sig over et overskud på et pænt stykke over 700.000 kroner, når regnskabet er gjort op om nogle måneder.

Dét tal giver selvfølgelig grund til stor glæde.

Overskuddet fra Rødspætte Cup går til ungdomsarbejdet i FfI Håndbold og det skal være markant, hvis det skal stå mål med indsatsen.

For det er mange timer, det store, frivillige hjælperkorps lægger i turneringen.

- Derfor er det vigtigt at fremhæve de frivillige. For eksempel er det første gang, vi oplever, at der ikke er huller i vagtplanen, inden cuppen begynder. Det er jeg både stolt og rørt over, siger Per Larsen.

Den store opbakning fra de op mod 700 frivillige skyldes, at Rødspætte Cup gennem årene er blevet bedre til at organisere turneringen.

- Samtidig er det blevet sjovt at være en del af Rødspætte Cup. Og en vagtplan, der er fyldt ud, giver altså ro i maven på arrangørerne, siger Per Larsen.

- De frivillige betyder alt. Vi har i dag Danmarks største håndboldcup, og det har vi dem at takke for. Det er deres skyld, at deltagerne går hvert år går herfra med en kæmpe oplevelse, siger han.

Der ligger et stort arbejde i at skulle rekruttere så mange frivillige i påsken, så han er taknemmelig for at det kan lade sig gøre.

- Mange af de frivillige er jo forældre, og det bliver rykket i fra alle sider, fordi de skal være frivillige på skolearrangementer, i søskendes idrætsforeninger og så videre, siger han.

Han forstår dog godt, hvorfor de bliver ved med at vende tilbage til Rødspætte Cup år efter år.

- Gennem årene har vi fået skabt en god historie omkring vores Rødspætte Cup.

- Alle de unge mennesker er jo glade, og det smitter selvfølgelig også af på de frivillige, siger han.r

De frivillige har blandt andet været tidtagere til kampene, solgt mad og slik og sørget for, at alt gik som det skulle på de skoler og institutioner, hvor de mange håndboldspillere var indlogeret.

Størstedelen af de frivillige til cuppen har en eller anden relation til FFI eller til nogle af samarbejdsklubberne. Det er i høj grad klubfølelsen, der driver dem til at vende tilbage som frivillige år efter år.

Anders Risdal spiller for FFIs 1. divisionshold og var frivillig til cuppen for syvende år i træk. Selvom det ikke altid er lige sjovt, støtter han med glæde op år efter år.

- Cuppen tjener en masse penge ind til klubben, og det er med til at forbedre kvaliteten hele vejen fra ungdomsholdene og op til 1. divisionsholdet. Jeg skal sidde og tage tid her 8 timer i træk. Det er lang tid, men jeg prøver bare at få det bedste ud af det, fortæller han.

En anden af de frivillige, Søren Andersen, har selv to børn, der spiller håndbold. Så længe de spiller i FFI, bruger han gerne sin fritid i påskedagene på at sælge slik og sodavand.

- Det er nødvendigt, at folk som mig giver en hånd med. Det kan godt være lidt træls at finde tid til det, men når man først kommer herned, er det jo bare pissehyggeligt at møde så mange unge mennesker fra forskellige lande, sagde han da vi talte med ham under cuppen.

Og hvem vandt så løjerne:

U12:

Piger: SEIF - FfI 19-12

Drenge: LVHK (Sverige) - Bremerhaven (Tyskland) 22-16

U14:

Piger: Rødekro-Aabenraa - SEIF 19-18

Drenge: Ski IL (Norge) - IFK Kristianstad (Sverige) 20-13

U16:

Piger: Ålgård (Norge) - Oppegård IL (Norge) 17-11

Drenge: HSV Hamburg (Tyskland) - VfL Bad Schwartau (Tyskland) 20-17

U19:

Piger: VfL Bad Schwartau (Tyskland) - Nærbø IL (Norge) 23-21

Drenge: HSV Hamburg (Tyskland) - Roskilde 23-13

Annonceret indhold

Nyeste