Jørn "Mulle" Christensen udleverer bankoplader til én af de mange trofaste spillere, Anita Nielsen Foto: Tommy Thomsen
Livet her

Så er bankosæsonen i gang

30. august 2021 kl. 17:05

Helt efter traditionen startede Skjolds Venner bankosæsonen op på den sidste torsdag i august.

Et halv hundrede deltagere deltog i årets første spil den 26. august, men når vi for alvor kommer i gang er vi omkring 80 deltagere, men flere er velkommen siger vennernes formand Jette Pedersen.

Det var tydeligt at se, at såvel arrangørerne og de fremmødte spillere havde glædet sig til at komme i gang efter mange måneders nedlukning. Snakken gik lystigt og der blev pjanket og grinet igennem.

Den lange pause havde gjort nogle af deltagerne og opråber lidt rustne.

Jette Pedersen, der havde taget den første aftens tjans som opråber, advarede efter velkomsten, at der kunne være visse opstartsvanskeligheder, som hun håbede spillerne ville bære over med.

Alle er på mærkerne inden det går løs med tallene. Foto: Tommy Thomsen

Men alt forløb planmæssigt, hvor der blev spillet ud med at finde vinderne af ”Æblerov” og her er der ikke tale om børns uskyldige rov af nogle få æbler, men et spil om at vinde 50 krones sedler, hvis man har de rigtige numre og farver på æblerne. Hver torsdag aften sætter vennerne 1.100 kroner på højkant.

Selv om snakken gik lystigt i starten, blev der pludselig ro da Jette indledte sit opråb af numre.

Alle er dybt koncentreret om at få mærket tal af i takt med rækken af numre, der flyder i en lind strøm. Flere af deltagerne har seks plader at holde styr på. Her er det ret imponerende at se, hvordan spillerne med et køligt overblik når at få registreret alle tallene.

På en aften bliver der afviklet 18 spil om en række eller hel plade fyldt. Til de heldige og dygtige vindere er der fine præmier i form af pengepræmier og forskellige kødpakker, købmandskurve og vin fra Meny i Sæby.

-Vi nyder godt af det fine samarbejde med Meny, som altid bakker os flot op, fortæller bestyrelsesmedlem Henrik Poulsen.

Som et nyt tiltag tilbydes der i pausen gratis kaffe og én gang om måneden er der tilmed kage til.

Omkring klokken 21, når der er ryddet op efter spillet i lokalet på 1. sal, samles de 7-8 frivillige hjælpere nede i klubhusets cafeteria, hvor der er klargjort lidt brød og aftenens forløb snakkes igennem.

Overskuddet fra bankospillene går til IF Skjolds Ungdomsafdeling, i form af tilskud til eksempelvis fodboldture og spillertøj.

Sideløbende med bankopladerne spilles der også om "æblerov" Foto: Tommy Thomsen
Annonceret indhold

Nyeste