I vinterferien har mange mennesker mulighed for at komme ud i naturen, hvilket ofte giver mange opkald til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Bekymrede borgere mener, at de har fundet en sæl i nød. Sælerne ligger dog ofte bare og slapper af i vandkanten, som her hvor denne sæl slapper af på stranden i Bratten. Man kunne forledes til at tro, at der her er tale om en sælfie. Foto: Calle
Livet her

Sæler holder også vinterferie

En enlig sæl i strandkanten slapper i langt de fleste tilfælde bare af - Så den skal man bare lade ligge

13. februar 2021 kl. 10:42

I vinterferien har mange mennesker mulighed for at komme endnu mere ud i naturen, hvilket ofte giver mange opkald til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 fra bekymrede borgere, der mener, at de har fundet en sæl i nød.

- Det kan særligt mærkes på Vagtcentralen, når folk går på ferie. Her tager de typisk en tur på stranden, hvor de ser en sæl ligge alene i vandkanten. Det er de fleste mennesker ikke vant til, så de tror, at sælerne er i nød, forklarer Michael Carlsen, Biolog ved Dyrenes Beskyttelse. Han fortsætter:

- Enlige sæler er sjældent i nød, men de har også behov for at hvile sig en gang i mellem, og de kan derfor ikke opholde sig i vandet hele tiden.

Sæler er vilde dyr, så derfor er det vigtigt at holde god afstand til dem, så de ikke føler sig truet af mennesker. Ser man en sæl ligge alene på stranden, er det ikke nødvendigvis et tegn på, at den er i nød. Den hviler sig nok bare.

- Hvis sælen har tydelige skader, såsom sår, eller andre tegn på sygdom, er det vigtigt at ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812, der ud fra sælens tilstand kan vejlede om, hvorvidt den er i nød eller ej.

- Hvis man bare ser en enlig sæl, skal man blot lade den ligge i fred, afslutter Michael Carlsen.

Annonceret indhold

Nyeste