Den svenske virksomhed skifter navn til Sweden Pelagic.Foto: Csaba Labancz
Livet her

Scandic Pelagic sælger alle afdelinger i Sverige

ERHVERV: Scandic Pelagic A/S har pr. 1. januar 2021 solgt afdelingerne på Ellös, Västervik og Gotland til Västkustfisk SVC AB. Samtidig ejes den danske del af sildeforetagendet fremadrettet 100 % af FF Skagen

02. februar 2021 kl. 10:00

SKAGEN: FF Skagen og Västkustfisk SVC etablerede et samarbejde tilbage i 1999, hvor selskaberne gik sammen om udvikling af virksomheden i Västervik.

- Igennem tiden har vi haft et særdeles godt samarbejde mellem Danmark og Sverige og i fællesskab udviklet virksomheden til det, den er i dag. Vi har haft en del udfordringer i forhold til det politiske miljø i Sverige, hvorfor Västkustfisk SVC nu vælger at tage det fulde ansvar for videreudvikling af den svenske virksomhed, siger CEO i FF Koncernen, Johannes Palsson.

Adm. direktør i Västkustfisk SVC, PeterSjöholm, fortæller, at opsplitningen er et strategisk skridt i bestræbelserne på at sikre det svenske pelagiske fiskeri, der tegner sig for ca. 85 procent af det svenske fiskeri.

- Ved at få den svenske del tilbage i svenske hænder skaber vi bedre betingelser for at sikre og udvikle fortsat primærproduktion i sildesegmentet. Vi har et ansvar for at forvalte de svenske kvoter bedst muligt, og jeg er overbevist om, at det betyder, at vi tager os af og behandler de svenske fangster inden for landet i stedet for blot at være en råvareleverandør og importere de forarbejdede produkter. Det er ligeledes et vigtigt skridt i at sikre den svenske fødevareforsyning, siger Peter Sjöholm, adm. direktør i Västkustfisk SVC.

Johannes Palsson understreger, at Sweden Pelagic og Scandic Pelagic fortsat kommer til at samarbejde på de områder, hvor det er til fordel for begge parter.

- Vi skilles her som venner efter et langvarigt samejerskab, og vi i Scandic Pelagic og FF Skagen ønsker Västkustfisk held og lykke med videre udvikling af Sweden Pelagic, siger Johannes Palsson.

Annonceret indhold

Nyeste