Livet her

Se masser af fotos og video fra en smuk Stafet For livet, der blev markeret i Sæby

28. august 2021 kl. 17:37

Stafet For Livet blev fredag afholdt med udgangspunkt fra Torvet i Sæby.

Himmelen holdt næsten tæt under hele arrangementet, mens blæsten helt glemte at holde fri. Men der findes som sagt ikke forkert vejr, kun forkert påklædning og med det i baghovedet bakkede i alt cirka et hundrede deltagere op om dagens Stafet For Livet.

Trio A Capella sørgede for musik og stemning, når deltagerne passerede og gennem Vestergade på stafettens tre kilometer lange rute.

Nogen gik, mens andre løb.

For Dan Højgaard Kristensen blev Stafetten markeret med,, at han løb sit halvmarathon nummer et hundrede, hvilket blev tilbagelagt i tiden 1.55.04. Han fik god opbakning af fyrre andre friske løbere og sammen fik gruppen indsamlet flotte 4.500 kroner til kræftens Bekæmpelse.

Som afslutning på dagens Stafet For Livet gik turen ned til Sæby Kirke, hvor omkring et hundrede lysposer var opsat til minde om, håb for og støtte til alle de mange, som enten kæmper kampen, har vundet eller tabt kampen mod kræft.

En smuk lysceremoni, som blev gjort endnu mere stemningsfyldt med sang af Tina Siel akkompagneret af Knud-Erik Thrane på flygel, hvor sange som Æbler lyser rødt på træernes grene og Du som har tændt millioner af stjerner smukt og stemningsfyldt var med til at runde dette års Stafet For Livet af.

Annonceret indhold

Nyeste