Toppen af Katsig Bakker
Livet her

Skoven har da åben hele vinterferien

Brug vinterferien på en tur ud i naturen, som heldigvis ikke er lukket ned på grund af corona

20. februar 2021 kl. 12:15

FREDERIKSHAVN: Det kan være svært at finde på aktiviteter til at fylde sin vinterferie med, når nu store dele af Danmark og omverdenen er lukket ned.

Men heldigvis holder skovene stadig åbne hele døgnet rundt.

Søen i Katsig Bakker

Så benyt vinterferien til at lære de lokale naturperler bedre at kende. Her er der rig mulighed for at tage både bilen, cyklen, hesten eller bruge benene og komme ud og nyde den friske luft i skoven. Når bare vi holder afstand til de andre skovgæster og følger de regler, der normalt gælder for at opholde sig i naturen, så er der altså masser af plads og muligheder for udfoldelse og leg, understreger kommunens skovfoged, Søren Hoff Brøndum.

Du behøver ikke nødvendigvis at køre langt for at få en stor naturoplevelse og lidt adspredelse til både børn og voksne.

I skumringen viser skoven sig fra sin smukkeste side. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Som inspiration til at komme en tur ud i skovene eller som læsning under tæppet på sofaen, har Frederikshavn Kommune netop udgivet bogen Arvesølvet – guide til historie, natur og oplevelser i Frederikshavn Kommunes skove.

Bogen er skrevet til alle af Søren Hoff Brøndum, og er fuld af inspiration og information om områderne.

- Vi har rigtigt gode muligheder for at komme ud og opleve den fantastiske natur i skovene.

Også klitområderne som her ved Skagen, giver masser af inspiration her i ferietiden. Foto: Peter Jørgensen

- Gennem de sidste 10 år har vi anlagt 40 kilometer vandrestier, bålhytter, shelters, mountainbikeruter, rideruter og hundeskove.

- Der er noget for næsten en hver smag og interesse, samtidig også plads til blot at drive rundt uden velplanlagte formål og nyde naturen, siger skovfogeden.

Der er særligt gode vandrestier i Elling Plantage, Gybels Plantage, Knivholt Skov og Professorens Plantage og mere bakkede ruter i Katsig Bakker, Vandværksskoven og Bangsboskoven.

En hyggelig eftermiddag for hele familien på isen i Bangsbo Dyrehave. Foto: Michael Madsen

Skal hunden motioneres, så er der fire hundeskove at vælge imellem; én i Strandby, Frederikshavn, Sæby og Syvsten.

Og når ellers der ikke er is på sporene, er der også mulighed for at lufte mountainbiken i Katsig Bakker eller på Pikkerbakken.

- Shelters kræver nok den helt dyre sovepose i øjeblikket, men man er velkommen til at sætte sig ned og varme sig med et bål ved en af bålpladserne, siger Søren Hoff Brøndum.

Arvesølvet - En guide til historie natur og oplevelser i Frederikshavn Kommunes skove, skrevet af skovfoged Søren Hoff Brøndum.
Annonceret indhold

Nyeste