Så er hjertestarteren kommet til vægs. Fra venstre ses Aleks Nielsen, Margaretha Cedergren, Yngve Rasmussen og Jørgen Christensen alle fra Sæby-Scenens bestyrelse.
Livet her

Skovlyst får sin egen hjertestarter

23. juli 2021 kl. 13:13

Når et hjertestop indtræffer, betyder hurtig hjælp forskellen på liv og død.

Sidste år fik en gæst hjertestop i forbindelse med et loppemarked arrangeret af Sæby-Scenen, og derfor har bestyrelsen på vegne af Sæby-Scenen taget initiativ til at få hængt en hjertestarter op i deres område.

Hjertestarteren, der er doneret af TrygFonden, hænger udendørs på vestsiden af Kulturhus Skovlyst ved bagindgangen på Kildevej 51.

Den er tilgængelig hele døgnet og kan ses på hjertestarter.dk.

Nye tal viser, at 5.200 personer falder om med hjertestop uden for hospital i Danmark hvert år.

Det svarer til knap 14 personer om dagen.

I 2019 trådte vidner til med livreddende førstehjælp i 79 pct. af tilfældene, og det lykkedes at genoplive mere end 800 mennesker svarende til 16 pct.

Derfor har Sæby-Scenens bestyrelse søgt om og netop modtaget en hjertestarter fra TrygFonden. Med hjertestarteren er fulgt et kursus, hvor fire personer er blevet uddannet i livreddende førstehjælp og brug af hjertestarter.

Så nu er de klar til at træde til, hvis besøgende i skoven eller Kulturhus Skovlyst skulle falde om med hjertestop.

- Vi er meget glade for, at Sæby-Scenen har taget initiativ til at få en hjertestarter hængt op og lære livreddende førstehjælp.

- Vi ved, at den mest effektive behandling mod hjertestop er et elektrisk stød til hjertet, og jo flere hjertestartere, der er tilgængelige hele døgnet rundt om i landet, jo større er chancen for, at der er en i nærheden, hvis uheldet er ude, og en person pludselig falder om med hjertestop.

- Derfor er det vigtigt at udbrede kendskabet til, hvor hjertestarterne hænger, og hvordan man bruger dem, siger Grethe Thomas, projektchef for TrygFonden Akutindsatser.

Annonceret indhold

Nyeste