Efter et møde i Kristestaben i Frederikshavn Kommune, er det nu besluttet, at det er slut med nødberedskabet i Sæby Hjemmepleje. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Slut med nødberedskab i Sæby Hjemmepleje

Nødberedskabet i Sæby Hjemmepleje er nu afmeldt, og der er normal drift igen

25. januar 2021 kl. 12:19

KOMMUNEN: Da smittetrykket med covid-19 er faldende i Sæby Hjemmepleje blandt både borgere og personale, er nødberedskabet nu afmeldt, og der er igen normal drift.

Efter en periode hvor covid-19-smitten var svær at få under kontrol, er der nu så meget ro på smitteudviklingen, at hjemmeplejen igen kan overgå til normal drift.

- Nødberedskabet skal ikke være i drift en eneste dag længere end højest nødvendigt, så vi har i Krisestaben vurderet, at det er forsvarligt for både borgere og personale at gå tilbage til normal drift. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vores personale fortjener et kæmpe skulderklap og anerkendelse for den ekstraordinære indsats, som de yder – og har ydet i snart otte måneder, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune og fortsætter:

- I samme åndedrag vil jeg også gerne takke for en enorm forståelse fra borgernes side. Selvom vi måtte tage et redskab i brug, som vi nødigt bruger, så har borgerne virkelig udvist stor tålmodighed og forståelse. Det vil jeg virkelig gerne anerkende dem for – for denne situation er ikke sjov for nogen.

Alle berørte borgere i Sæby Hjemmepleje har fået direkte besked pr. brev eller i e-Boks.

Annonceret indhold

Nyeste