Spejderlederne havde helt styr på stropperne, som blev fordelt i passende grupper og sendt ud på aftalte ruter. Foto: Åse Bakland
Livet her

Spejderne gjorde byen ren: Mindre affald i byen end sidste år

En stor flok spejdere hjalp med at fjerne affald i Østervrå til den årlige gør byen ren dag

16. april 2021 kl. 11:30

ØSTERVRÅ: De blå baptistspejdere og de grønne KFUM’ere stillede mandag aften op med energi og gå-på-mod klar til at give den en skalle med skraldeposer, handsker og gribetænger.

Et talstærkt mandskab af frivillige spejdere, forældre og søskende dukkede op til årets gør-byen-ren i Østervrå. I modsætning til tidligere tradition var det denne gang kun spejderne, der samlede ind for ikke at bryde reglerne for forsamlingsforbud og andre restriktioner.

Afsted gik det med stort engagement og gå-på-mod. Foto: Åse Bakland

Spejderlederne havde helt styr på deltagerne, som blev inddelt i grupper af passende størrelse og i god ro og orden sendt ud på aftalte ruter rundt i Østervrå. Alle var forsynet med plastsække, handsker, gribetænger og nogen havde også været så forudseende at tage en trillebør med.

Traditionen brudt

Det har i rigtig mange år været en tradition at borgerne i Østervrå i begyndelsen af april måned har samlet kræfterne og i fællesskab taget livtag med affald i byen og på indfaldsvejene.

I 2020 blev traditionen brudt af corona, og igen i år var det heller ikke helt, som det plejer. Alligevel var der bred enighed om, at der skulle samles ind på en eller anden måde.

Tovholder Knud Hjørnholm sørgede for at deltagerne var behørigt forsynet med sække, handsker og gribetænger. Foto: Åse Bakland

Heldigvis var to af byens spejderkorps klar til at stille op, og spejderne havde taget godt med opbakning med fra mor, far og søskende. Knud Hjørnholm bød velkommen på vegne af Østervrå Borgerforening, og udtrykte sin glæde over, at så mange var mødt op.

- Vi plejer jo at være mange flere, men hvor er det dejligt, at I er mødt så mange på trods af den aktuelle situation. Desværre slutter vi jo ikke af med pølser og sodavand i år, men til efteråret tager vi revanche, lovede Hjørnholm. Her planlægger vi nemlig endnu en oprydningsdag, og vi har søgt og fået nogle penge fra Frederikshavn Kommune, som har et projekt, der hedder Ren Natur 2021.

Mindre affald

Alle gik til opgaven med stor iver, og ved aftenens slutning var der samlet en pæn stor trailerfuld.

Spejdere, forældre og søskende var mødt talstærkt op til årets rengøringsdag i Østervrå. Foto: Åse Bakland

- Vi anslår, at mængden af affald er ca. 135 kg., og det er langt mindre end i 2019, oplyser Knud Hjørnholm og fortsætter:

- Vi har naturligvis ikke været helt så mange, og har heller ikke nået alle ruter, men generelt er vi optimistiske, og tror vi, at mængden af affald i naturen er blevet mindre. En stor hjælp er det, at rigtig mange af byens borgere tager en pose med og samler, når de går en tur, og det håber vi, at de fortsætter med, lyder opfordringen.

Annonceret indhold

Nyeste