René Zeeberg: Det glæder os selvfølgelig at folk ved, hvor de kan fange os,
Livet her

Telefoner og mailboks gløder: Travle dage hos Turisthus Nord

Turisterne vil have styr på, hvor og hvornår de kan komme ud at spise i Skagen, Sæby og Frederikshavn

24. marts 2021 kl. 07:00

Ved i hvornår restauranterne åbner - og har i kontakt-oplysningerne på dem.

De spørgsmål lyder igen og igen hos Turisthus Nord.

Ja, faktisk er telefonerne glødende og har været det siden et folketingsflertal meldte de overordnede linjer for genåbningsplanen ud mandag aften.

- Det er skønt med interessen fra vore mange turister, som ved at vi er sat i verden for at trylle svar frem til dem på vegne af vore mange medlemmer, siger turistdirektør René Zeeberg, Turisthus Nord.

Og det er ikke kun telefonerne, der bimler og bamler.

- Mailboksen har været stopfyldt med spørgsmål lige siden mandag aften - og vi ligger på det nærmeste vandret for at hjælpe svar frem til folk, siger turistdirektøren.

Spørgsmålene retter sig mod aktører i hele kommunen fra Sæby over Frederikshavn til Skagen og bunder i en næsten ubændig trang til at komme ud i forårslandet og få adspredelse - gerne med madoplevelser.

- Vi har været isoleret og trænger i den grad til at komme op til toppen af Danmark og få blæst håret igennem - og få gode oplevelser med os til at adsprede hverdagen, når vi er hjemme igen, siger René Zeeberg.

Han understreger, at den fysiske turistservice stadig er helt afgørende, når turisterne står i en situation, hvor de kan se, at restriktionerne stadig holder os i et lidt tættere greb, end vi havde håbet.

- Vores fremmeste mål er selvklart at kunne levere turistservice på et meget håndgribeligt niveau - og det glæder os selvfølgelig at folk, ved det - og ved hvor de kan fange os, siger turistdirektøren.

Annonceret indhold

Nyeste