Livet her

Tiden bliver brugt godt hos Kop & Kande i Sæby

10. februar 2021 kl. 08:00

SÆBY: Med den påbudte nedlukning er nogle butikker lukket helt ned, mens andre, som hos Kop & Kande i Sæby, har brugt tiden til at komme helt bunds i både rengøring, varelager og kontorarbejde.

- Tiden kan godt blive lang, når man er vant til at køre i det helt høje gear, fortæller Lene Andersen, som er indehaver af Kop & Kande i Sæby.

- At holde fri mellem jul og nytår var jo, for mig, ganske nyt, uvant og en dejlig afveksling, når nu det ikke kunne være anderledes.

- Men nu vil jeg altså meget gerne have lov til at åbne op igen. Derfor har vi brugt tiden på, at få ryddet op og sorteret på varelageret og få butikken gjort rent. Her kan jeg røbe, at vi er kommet steder, hvor der ikke har været besøg af en støvsuger og en klud i lang tid, griner Lene Andersen.

- Så nu er hylderne skinnende rene, trimmet og fyldte, så når det bliver sagt, at vi må lukke op, ja så vi klar - helt klar.

- Butikken og lageret er lige nu fyldt med bestillinger, som bare venter på at blive afhentet af kunderne. Lige nu har jeg omkring fire- femhundrede bestillinger liggende. Så jeg kan da godt være bekymret for, hvordan vi kan få den afhentning afviklet coronavenligt, når vi igen må åbne.

- For det er ærgerligt, at alt er lukket ned, når nu der, i min verden, godt kunne lukkes lidt op. Man kunne jo bare skærpe reglerne markant for, hvor mange der må være i butikken ad gangen og lade det være butiksindehaverens ansvar, at reglerne følges, forklarer Lene Andersen.

Kop & Kande Sæby kunne have valgt, at holde åbent for reservationer samt Click & Collect via Kop & Kandes hjemmeside. Men her rammes de af, ikke at kunne få dele af de forskellige kompensationer, fordi det så slet ikke kan svare sig, at holde åbent.

- Vi havde fået grønt lys til, at kunne udlevere reservationer eller andre bestillinger til kunderne, så længe de havde betalt på forhånd via MobilePay, fortæller Lene Andersen.

- Men vi må desværre ikke modtage byttevarer og reklamationer før vi igen åbner butikken op, og det giver mange udfordringer, da det jo kan være svært at forstå, at vi godt må sælge, men at vi ikke lige kan bytte den julegave, modtage det gavekort, tage betaling med kort eller kontanter. Og så er det nemmere bare at lade være, selv om det slet ikke ligger til mig. Så jeg står lidt med følelsen af, at være tvunget til at kaste håndklædet i ringen.

- Heldigvis må min elev, Jane Adelbøg, gerne komme ind på arbejde. Så vi hygger os med lidt kortere dage og fri hver lørdag. For det er bare nemmere, at få tingene gjort, når man er to om det, runder Lene Andersen af.

Annonceret indhold

Nyeste