Måske kan flere af de tidligere syersker hjælpe Ny Form videre i deres jagt på tegninger og stofprøver fra dengang i 70’erne og 80’erne.
Livet her

Tidligere Nanok-medarbejdere efterlyses

Ny Form, der i dag ejer brandet, vil gerne dykke ned i historikken og tidligere kollektioner, og leder efter tegninger, billeder og gode historier

11. april 2021 kl. 07:45

Det var en spontan idé, der hurtigt tog form, da ejer af Ny Form, Kurt Enevold Nielsen, for 20 år siden kom gående på stranden på Fanø, og så en forbipasserende med en Nanokjakke på.

Han tænkte, at den jakke og det mærke havde han ikke set længe, og undrede sig over, om det mon stadig blev produceret. Efter et par telefonopkald, snakkede han med ejeren fabrikant Graae, og købte rettighederne til mærket Nanok.

I de sidste 20 år har man derfor kunnet købe Nanok tøj i Ny Forms butikker, med fokus på kollektioner af vand- og vindtæt tøj.

Fortidens jakker

Nu vil Kurt Enevold Nielsen prøve at finde tilbage til rødderne, og forsøge at relancere mærket med nogle af de oprindelige streger og tegninger.

Derfor er han gået på jagt efter tidligere ansatte, der kan hjælpe ham og fortælle lidt historier fra den ikoniske fabrik Nanok.

- Jeg vil gerne ind under huden på mærket, og høre hvorfor de brugte de forskellige materialer og designs.

- Jeg er jo selv tøjproducent, så jeg kan jo se, at de revolutionerede markedet dengang.

- Før brugte man jo uld til at holde varmen, men de vand og vindtætte materialer gjorde det jo nemmere at holde kulden ude, selv om tøjet blev vådt.

- Det er ret imponerende, hvad de skabte dengang, fortæller Kurt Enevold Nielsen, der driver Ny Form fra hovedsædet i Kolding.

I alt har Ny Form 30 butikker fordelt over hele Danmark primært i ferieområder samt i Tyskland.

Han har selv været på loppemarkeder for at finde gamle Parcacoats og andre designs fra Nanok, men han er stadig interesseret, hvis der skulle være folk i Vendsyssel der stadig har nogle gamle jakker hængende.

- Det er jo altid rart at kunne se den ægte vare, men tegninger og stofprøver kan også være interessante for os, fortæller han.

Mogens Graae var også direktør for Østgrønlandsk Fangstkompagni, der også hed Nanok.

Nanok fabrikken blev etableret i Frederikshavn i 1973 af Mogens Graae.

Han havde en fortid som fanger i Grønland, hvor han selv oplevede det barske vejr, og derfor begyndte at udvikle materialer til arktisk beklædning.

Han var direktør for Østgrønlandsk Fangstkompagni, der også hed Nanok.

Nanokfabrikken i Frederikshavn producerede både jakker, overlevelsesdragter og arktiske telte, som er blevet brugt af både Siriuspatruljen samt det danske forsvar.

Annonceret indhold

Nyeste