Livet her

Tjek det på videos: Håndboldglæden blomstrer i Sæby HK

27. september 2021 kl. 17:00

Der høstes fantastisk gode oplevelser både på og udenfor banen i Sæby HK, lige fra de yngste medlemmer og op til senior niveau.

I september måned har Sæby HK for alvor startet det gode foreningsliv op igen. Både ungdoms- og seniorspillere er godt i gang med den indendørs håndboldtræning igen. Klubbens hold spiller og træner i både Sæby Spektrum og i Nordjyllandshallen, som er helt nyrenoveret.

- Der er allerede godt gang i aktiviteterne i Sæby HK, fortæller Helle Dam Dyhr, som er træner for U11 drengene.

- Den første weekend i september mødtes Sæby HKs ungdomshold lørdag middag til social klubweekend og efter indkvartering på Sæbygaardskolen, varmede alle spillere op med Danse-Daisy, hvorefter OL med lidt alternative dyster fulgte, siger Helle Dam Dyhr.

- Efter nogle timer med fri aktivitet både inden- og udendørs, nød spillere et stort kagebord som spillerenes forældre havde sørget for.

- Seniorspillere sørgede for et virkelig uhyggeligt natteløb i Sæbygaard skov, hvor spillerene helt reelt rykkede tættere sammen. Og slutteligt bød søndagen på træningskampe lige fra de yngste U7 spillere og op til ældste U19. Så en weekend fyldt med sammenhold og masser af smil og grin.

I weekenden den 17. til den 19. september tog Sæby HKs ungdomsafdeling afsted til Tivoli Friheden Cup i Aarhus.

- Vi fyldte en dobbeltdækker bus med spillere, ledere og op adskillige soundbokse, som må have taget toppen af larmen hjemme i Sæby den weekend, grinder Helle Dan Dyhr.

- Det blev en weekend, som både bød på svømmehal, en tivoli-tur og ikke mindst masser af gode og spændende håndboldkampe, som bragte medaljer med hjem til flere af holdene, som alle havde en fantastisk håndboldoplevelse med hjem i baggagen, fortæller Helle Dam Dyhr.

- Vi glæder os rigtig meget til de gode timer, der venter på os forude, siger Helle Dam Dyhr og uddyber:

- Om ganske kort tid går turneringskampene i gang, og så ser vi allerede nu frem til Thy-Cup, som afvikles i juleferien. Næste forår byder påsken på Rødspætte Cup og endelig ses der frem til klubbens håndboldtur til Slovenien til næste sommer.

- Så vi nyder i den grad, at være oppe i fulde omdrejninger med håndboldlivet, for dét er bare så skønt, at være i gang med håndbold igen.

- Selvom vi er godt i gang med sæsonen, så har vi altid både plads og lyst til at byde nye medlemmer velkommen. Så går man og tænker, at håndbold måske er noget for et eller flere af familiens medlemmer, så tjek vores hjemmeside www.sæbyhk.dk og find kontaktinfo til træneren for din årgang, for vi har både tid og lyst til at blive mange flere spillere i klubben, siger Helle Dam Dyhr.

Annonceret indhold

Nyeste