Skagen Tennisklub er klar med sin udendørs padelbane til påske
Livet her

Udendørs padelbane klar til påske

Skagen Tennisklub er i gang med byggeriet

09. februar 2021 kl. 08:00

SKAGEN: Skagen Tennisklub anlægger i øjeblikket ny udendørs double padelbane ved siden af tennisbanerne på Drachmannsvej. Banen bliver forsynet med lys og effektivt dræn, så der kan spilles hele året.

Padel er en hastigt voksende sport i Danmark, og den er velegnet for såvel begyndere som øvede og professionelle spillere.

Sporten har stort potentiale for personer, der ikke tidligere har dyrket ketsjersport, da den er nem at lære, idet både bat, bolde og bane egner sig for begyndere.

Det er en sport som appellerer til spillere i alle aldre, og som kan spilles på alle niveauer og af alle aldersgrupper.

Padel er også velegnet som familiesport, da den kan spilles på tværs af aldersgrupper.

- Det er vores forventning, at sporten vil tiltrække en masse unge mennesker, siger formand Johan Hessellund.

Sport Trading ApS, som også har lagt kunstgræs på de fire tennisbaner, er hovedentreprenør på banen.

Banen kommer til at koste omkring en halv million.

Tennisklubben har foreløbigt fået tilsagn om økonomisk støtte på 255.000 kr.

- Det er vores hovedsponsor Sparekassen Vendsyssel samt Nordea Fonden, Velux Fonden, Frederikshavn Kommunes anlægspulje og Spar Nord Fonden, der har støttet anlægget af banen, siger Johan Hessellund.

Tennisklubben forventer at kunne åbne padelbanen Skærtorsdag 1. april 2021, så banen kan indvies samtidig med standerhejsningen for de fire tennisbaner.

Annonceret indhold

Nyeste