Her ses Emilie sammen med en af de mange veninder på en af saltsletterne ved Salt Lake City
Livet her

Utah-ophold giver masser af gode venskaber

02. februar 2021 kl. 16:00

KOMMUNEN: Tilbage i august rejste den nyslåede HHX-student Emilie Mikkelsen til Utah i USA for at studere på universitetet.

Emilie, der gik på studieretningen Globalisering på HHX, fik gennem Frederikshavn Handelsskole et legat til Brigham Young University (BYU) i Provo syd for Salt Lake City i staten Utah.

Legatet dækker alle omkostninger, selv lidt lommepenge, så Emilie skal blot fokusere på sine studier og de oplevelser, som opholdet giver mulighed for. Emilie bor på et kollegie på campus, hvor hun deler værelse med en amerikansk pige.

Og siden Emilie rejste afsted mod USA, er tiden fløjet afsted.

- eg har på efterårssemesteret haft fagene ‘Intro to Entrepreneurship’, ‘International Orientation’, ‘Performance Psychology, ‘Public Speaking’, ‘Functional Fitness’, ‘Tennis’ og ‘Introduction to the LDS Church’.

- Alle mine fag har været utrolig spændende og interessante.

- Dette semester har jeg valgt at tage fagene ‘Intro to Advertising’, ‘Human Resource Management’, ‘Marketing Management’, ‘Career Strategies’ og ‘Tutoring Level 1’.

Selv om legatet dækker alle udgifter, har studerende som Emilie også mulighed for at få et studiejob gennem universitetet. Emilie har fået en praktikplads, hvor hun skal arbejde for en virksomhed i et team omkring et projekt.

Her efter jul er Emilie også startet med at arbejde som sekretær i en af skolens bygninger, hvor hun vil stå for at besvare telefonopkald, e-mails og indgå i forskellige projekter.

Desuden er Emilie blevet tutor for studerende, som vil lære dansk - for det kan man studere på BYU.

Sidst men ikke mindst er Emilie også tilmeldt en del forskellige velgørenhedsprojekter.

Selv om Emilie er taget til BYU for at studere, fortæller hun, at ikke al tiden går med studierne:

- Jeg prioriterer højt at tage ud at opleve en masse sjove ting med mine venner og veninder. Jeg er ofte blevet inviteret hjem til aftensmad af dem, som bor i nærheden.

- I sensommeren tog jeg på en masse vandreture i bjergene, hvor jeg oplevede den smukke natur.

- Naturen her i Utah er helt fantastisk. Derudover har jeg prøvet at springe i en flod fra en bro, flydt rundt i en flod i baderinge, været til karaoke og meget mere.

- Samtidig har jeg været herovre til at opleve en helt speciel begivenhed, nemlig Præsidentvalget. Det var ret anderledes at opleve, da min by og stat er præget af republikanere og Trump-støtter.

Når man som Emilie tilbringer et helt år i USA, deltager man også i de traditioner, amerikanerne har.

Amerikanerne er utroligt åbne, og Emilies studiekammerater har været meget gæstfri og inviteret Emilie hjem til både Thanksgiving og jul.

- Til Thanksgiving blev jeg inviteret hjem til min venindes bedsteforældre i nabostaten Idaho. Jeg kom tæt på kulturen på en helt anden måde ved at bo hos dem privat, og så var det især spændende at være med til at fejre amerikanernes største familietradition, Thanksgiving. Her oplevede jeg for første gang i år sne, som vi udnyttede ved at tage ud at kælke og besøge nogle populære grotter. Om torsdagen, Thanksgiving-day, stod familien i køkkenet hele dagen. Vi fik blandt andet kalkun, hamburgerryg, kartoffelmos og en masse tærter.

Julen tilbragte Emilie hos fire forskellige studiekammerater i Seattle i staten Washington, i San Antonio i Texas og i hendes nye hjemstat, Utah.

Det bød på både storbyoplevelser, naturoplevelser - og at skyde efter mål med riffel i bedste amerikanske stil.

Emilie er begejstret for at have fået muligheden for at læse i USA:

- Det er virkelig en ekstraordinær oplevelse, og jeg er så glad for, at jeg valgte at springe ud i det. Jeg har lært så meget om mig selv, og jeg udvikler mig hver eneste dag. Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker, der er så gæstfrie og åbne.

Annonceret indhold

Nyeste