- Vi har brug for hinanden

MENNESKER TRENGER mennesker.

Det er et af citaterne fra den norske ungdomsserie Skam, som har gjort stort indtryk på den nye sognepræst i Bangsbostrand, Susan Bisgaard Storm.

Serien er helt fantastisk og har mange guldkorn, men denne sætning brændte sig fast, fordi der er så meget sandhed i den. Vi har brug for hinanden. Vi må aldrig blive små isolerede øer i det store hav, hvor vi ikke kan nå hinanden. Hvor vi lukker resten af verden ude, fordi vi har nok i os selv. Vi skal hele tiden bygge bro til hinanden; en bro hvor fundamentet er forståelse, tillid og tålmodighed.

For Susan er det vigtigt, at menneskets horisont altid bliver udvidet. At mennesker altid forsøger at nå og forstå hinanden. Det andet er farligt, mener hun. Når samfund, når grupper, når mennesker lukker sig om sig selv, fordi resten af verden ikke vedkommer dem. Derimod, så har mennesket altid et medansvar over for hinanden.

- Vi kan ikke skelne mellem vores næste, for nu at bruge et kristent udtryk om vores medmenneske. Vores næste er altid det menneske, som vi møder. Ikke kun dem, vi møder hver søndag i kirken eller dem, som ligner os og minder om os. Som menneske har vi en forpligtelse overfor alle, og et ansvar. Det hjælper ikke at lukke øjnene, når vi bliver konfronteret med krig, sult og terror. Det hjælper ikke at tænke: hvad vedkommer det mig? For det gør det skam. Alle er vi mennesker og dermed er vi alle forpligtet over for hinanden, fordi vi alle har brug for hinanden.

Og det er også en vigtig del af kristendommen, som Susan tager med sig; både i sit arbejde som præst men også som menneske. Nemlig at vi altid holder et andet menneskes liv i vores hænder, når vi står i mødet med hinanden.

Fra Nørrebro til Frederikshavn

Det lå måske ikke ligefrem i kortene, at Susan skulle være præst. Efter en afsluttet studentereksamen pakkede hun kufferterne og flyttede til København, hvor bydelen Nørrebro har været hendes hjem i næsten 20 år.

- København har altid tiltalt mig. Mangfoldigheden. Det brogede, det farverige og det, at der er plads til alle i en storby. Man vender sig ikke om på gaden, fordi to mænd holder i hånd eller kvinderne går i burka. Her er der plads til alle og her er det muligt at være sig selv.

Hun begyndte at arbejde som freelance journalist for forskellige magasiner. Primært som film- og musikanmelder, fordi kulturen, musikken og filmen altid har fascineret hende.

Susan har aldrig lagt de store langsigtede planer for sit liv. Det har mere været tilfældet som har præget hendes liv og karrierer. Ved et tilfælde får hun arbejde på Egmont og er dermed lige pludselig inde i mediebranchen, hvor hun i mange år arbejder som projektleder for forskellige reklamebureauer.

- Det var en sjov tid. Der er jo meget fest og fart over feltet, men også en slags tomhed, fordi branchen meget er styret af kapitalen og det kunstige forbrug. Reklamebranchens opgave er jo at få mennesker til at ønske et produkt, som de er villige til at købe. Også selvom de måske ikke har brug for det. Og så handler vores forbrug og vores materielle genstande jo også meget om vores identitet. Vi køber os til et billede af, hvad vi er, i stedet for at forsøge at finde ud af, hvem vi er.

Selvom arbejdet på reklamebureauerne var spændende, så manglede Susan lidt mere tyngde og indhold, så i 2004 tog hun springet fra et fast arbejde til et liv som studerende. Hun begyndte at studere teologi på Københavns Universitet. Nogle af vennerne fra København var lidt uforstående over for studievalget. Den havde de ikke set komme. Og nu hvor hun er præst, så møder hun også nogle gange sætningen: "Hvornår er du færdige med det der præstehalløj, så du kan komme hjem til København?".

- Selvom mine venner måske syntes, at det var lidt underligt, så var det faktisk meget naturligt for mig. Jeg er vokset op i et ganske almindeligt kulturkristent hjem, men jeg har sådan set aldrig være i tvivl om min tro. Der hvor jeg måske har tvivlet er, om Folkekirken kunne rumme sådan en som mig.

Studietiden husker hun som fantastisk. Det at få lov til at fordybe sig i teksterne og til at filosofere over livets store spørgsmål. For hende handler teologien og kristendommen også meget om dannelse og om at finde ud af hvem man er som menneske, og også at slå sig til tåls med, at man er, hvem man nu en gang er.

- Jeg studerede om dagen, og tjente mine penge ved at arbejde på et eventbureau på Bryggen. Så det var lidt sjovt; to så forskellige verdner blev forenet.

Teologien vandt

Efter studietiden måtte reklamerne dog vige for teologien. Susan bliver færdig som cand.theol. i sommeren 2011 og afslutter Pastoralseminariet i julen 2011.

- Jeg tror, at jeg tog efteruddannelsen på Pastoralseminariet, fordi det var ligesom det, man gjorde. Dengang var jeg faktisk ikke klar over, at jeg skulle være præst. Jeg havde stadig lidt svært med at forlig mig med tanken. Måske fordi jeg også selv havde et billede på, hvordan en præst er. Og det billede følte jeg ikke passede på mig.

Men tilfældet vil, at en stilling som fængselspræst i Statsfængslet Kragskovhede bliver ledigt, og den søger Susan.

- Jeg var i praktisk i Vestre Fængsel og det var spændende. Ord som tilgivelse, anger og syndernes forladelse har en anden vægt, og en af kristendommens styrke er jo netop, at vi skal og må rumme alle. Dette, mener jeg, er helt tydeligt i fængselspræsteembedet.

Så sammen med sin familie flytter hun til Sindal, hvor hun også bliver sognepræst i Sindal og Astrup.

Det var noget af et kulturchok for Susan. At komme til en lille by hvor alle næsten kender alle, og hvor man har lidt andre værdier og holdninger, end man har på Nørrebro.

- Der var mange ting, som jeg skulle vende mig til. Og jeg skulle også finde mig selv i rollen som præst. Det tager noget tid. Men det tror jeg også er en styrke, at man holder fast i sig selv og ikke blot bliver den præst, som det forventes, men også står fast ved sine egne værdier og holdninger. Det hele kan nogle gange blive alt for pænt. Hækken er for lige, og der er ikke et eneste skud ukrudt i blomsterbedet. Det kan jeg godt have det lidt svært med. Der skal helst være noget skævt, lidt kant. Det må også gerne ses, at vi lever. Vores liv er jo netop ikke et glansbillede, men et liv med rod, skidt og møg og snavs, og det er også okay.

Det åbne hav

Nu er hun blevet sognepræst i Bangsbostrand. Den første stilling hvor hun er hundrede procent sognepræst, og det glæder Susan sig meget over.

- Det er altid en udfordring at være kvotepræst. Man er en vis procentdel det ene sted og det andet sted, og det er jo umuligt at være to steder på én gang. Man er altid lidt på vej videre, så det er meget rart at være i ét sogn, hvor jeg kan lære menigheden at kende. Så tror jeg også, at det er godt, at man som sognepræst bor i sin by og ikke kun er i kirken, men også er en del af byen med al dens mangfoldighed.

Hun har boet i Frederikshavn i godt en måned og føler, at hun er blevet taget utrolig godt imod. Selvfølgelig er der altid meget at se til, når man er ny et sted. Der er en masse nye mennesker, hun skal lære at kende og en ny hverdag, som skal hænge sammen.

- Jeg har mødt en utrolig stor imødekommenhed og åbenhed, og det er skønt. Og så tiltaler byen Frederikshavn mig meget. Det, at man ligger lige ud til det store åbne hav, tror jeg er godt og sundt for mennesker. Vi skal blot skue ud over havet, så kan vi se, at verden er stor og at der er så meget mere end blot postnummeret 9900.

Den mentalitet håber hun også findes i byen, som rummer både storby men samtidig også det nære, som specielt er kendetegnet hos Bangsbostrand.

Mennesker må som sagt aldrig lukke sig om sig selv og blive for selvtilfredse. Det er farligt. Når først vi bliver ligeglade med hinanden, så oplever vi en distance, og så tør vi ikke længere at komme hinanden ved. Derfor må kirken altid være et forbillede ved netop at holde døren åben for høj som for lav og skabe det fællesskab, hvor vi alle kan høre til og føle os velkomne.

Levende menighed

Bangsbostrand er dog stadig nyt for Susan, og hvad gør man så, når man er ny præst og ikke kender sin menighed så godt?

- Jeg skriver til menigheden med udgangspunkt i mig selv. Jeg ser mig selv som en del af menigheden og føler faktisk, at jeg også selv går til gudstjeneste.

Susan selv kommer fra et hjem, hvor kirken og Gud ikke har fyldt så meget, så hun har også været nødt til selv at lære at gå i kirke og lære at få et religiøst sprog.

- Vores kirke har mange traditioner som er værd at fastholde. Jeg tror ikke, at vi altid skal give køb på hvem vi er og hvad vi kan for at tækkes ateisterne eller den tvivlende, men vi må dog altid være åbne og klar til at gå ind i en dialog. Dog kan jeg også godt forstå den usikkerhed, som mange har, når de ikke er vant til at gå i kirke. Hvornår rejser man sig? Hvornår siger man amen? Jeg tror, at man skal lære at gå i kirke, lære at holde af liturgien, lære at holde af salmerne. Og lære at fordybe sig i Ordet og i bønnen. Vi har hele tiden så travlt. Der er så meget vi skal nå.

- Kirken giver os faktisk et frirum, hvor vi bare skal være uden at være noget. Og det tror jeg er vigtigt. Fordi mennesker netop har brug for hinanden. Eller som Noora siger til William i SKAM. Mennesker trenger mennesker.