De norske gæster har været savnet hen over forår og sommer
Livet her

Vi har ventet med længsel: Nu må vore norske venner igen besøge os

29. september 2021 kl. 09:15

Hos turismeorganisationen Destination NORD er der glæde over at de sidste norske rejserestriktioner nu er helt faldet bort.

Den beslutning er mærkbar i det nordjyske, hvor bookingerne allerede er begyndt at strømme ind hos hoteller, feriecentre og campingpladser.

Der er afgjort også noget, der skal indhentes - og derfor skal der sættes turbo på i Skagen, Sæby og Frederikshavn.

- Det har været en lang sommer uden vores norske gæster, som normalt fylder godt op på vores hoteller, restauranter og i vores gågader. Jeg kan derfor ikke forestille mig noget mere kærkomment end denne udmelding, siger adm. direktør Tonny S. Thorup hos Destination NORD.

Normalt står nordmændene årligt for over 206.000 overnatninger i Frederikshavn Kommune fordelt på hoteller, feriehuse og campingpladser. I år til dato har der været 13.824 norske overnatninger og det betyder, at der skal toppes godt op, hvis man skal hentes nogle af de manglende 192.000 overnatninger.

- Nordmændene har reelt ikke kunnet rejse til Danmark uden en masse restriktioner, så vi har i stedet haft fokus på at tiltrække danskere til hele Destination NORD.

- Det har vi haft succes med, men ingen skal et øjeblik være i tvivl om, at vi i den grad mangler omsætningen fra de norske gæster, siger Tonny S. Thorup.

Henover de seneste måneder er der kørt massiv markedsføring i samarbejde med bl.a. VisitDenmark for at holde Nordjylland ”top of mind” hos nordmændene, når der igen blev åbnet op, og de kunne booke ferie. Men der er stor og skærpet konkurrence fra resten af Danmark om at tiltrække nordmændene.

- Det er vigtigt, at vi har holdt os til. Nordmændene er glade for Nordjylland, men har også fundet ud af, at der findes andre skønne steder i Danmark. Nu skal vi gøre en ekstra indsats for, at de får øje på netop os og får bestilt færgebilletten hertil. Vi har i de kommende måneder og helt til jul fokus på at trække nordmændene hertil og får dem vænnet dem til at komme regelmæssigt til vores del af Nordjylland igen, understreger Tonny S. Thorup.

Annonceret indhold

Nyeste