Livet her

Vi tjener mere - men det går langsomt

Lønningerne til os, der bor i Frederikshavn Kommune, steg med 9 procent fra 2010-2020. I Gentofte var stigningen på 31 procent

24. januar 2021 kl. 10:00

KOMMUNEN: Da vi tog hul på det nye årti tilbage i 2010, havde den rigeste ene procent i gennemsnit en indkomst på 1.281.871 kroner efter skat i nutidens prisniveau.

Ved udgangen af årtiet havde samme gruppe i gennemsnit en indkomst på 1.899.042 kroner efter skat.

Dermed fik den rigeste ene procent en indkomstfremgang på 48 procent på et årti. I gennemsnit opnåede danskerne en indkomstfremgang på 13 procent efter skat og inflation.

Det viser ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavet på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

- Rigdommen i toppen af vores samfundet avler mere rigdom, mens almindelige danskere slet ikke kan følge med, siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Den gennemsnitlige indkomst i de rigeste kommuner i landet er over dobbelt så stor som i de fattigste kommuner. Forskellen mellem rig og fattig kommune er kun vokset i løbet af det seneste årti, uddyber rapporten.

Og det mærkes i Frederikshavn.

Ser man blot internt i Nordjylland, så er der kæmpe forskel mellem den rigeste kommune - nemlig Rebild og Frederikshavn.

Således er de gennemsnitlige disponible indkomster i 2019 på knap 264.000 kroner i Frederikshavn mod Rebilds 294.000 kroner.

Vi behøver vel næppe at tydeliggøre at toppen og poppen - Gentofte - har en gennemsnitsindkomst på det dobbelte af Frederikshavns - nemlig godt 300.000 kroner mere årligt pr. indbygger.

Og som rapporten også tydeliggør er forskellen uddybet gennem det seneste ti-år.

Væksten i Gentofte har i snit over ti-året været på over 31 procent, mens vi i Frederikshavn Kommune har måttet nøjes med godt 9 procent. Det tydeliggør om noget,. hvorfor forskellen mellem de rigeste kommuner og de fattigste vokser.

I Rebild er man også bedre stillet end i Frederikshavn med en samlet vækst på 16 procent.

En af årsagerne til forskellen er, at man nu for alvor ser konsekvensen af centraliseringen, som dels betyder, at vores kommune ikke længere har så mange vellønnede job, som tidligere og at rigtig mange pendler ind til de vellønnede job, der stadig er.

Samme udvikling ses i hele det såkaldte vandkants-Danmark, som generelt har bundplaceringerne i statistikken.

Det ved man alt om på Rådhuset i Frederikshavn.

Her har Birgit Hansen & Co. taget den ene holmgang efter den anden i forhold til udligning kommunerne imellem - en kamp, der udmøntedes i en ny udligningsreform i maj sidste år.

- Man kan sige, at den nye udligningsreform forsøger at modvirke de tendenser, vi ser og sikrer dermed, at vi kan tilføre vore borgere nogenlunde den samme service, som man kan i de rige kommuner, som Gentofte, siger borgmester Birgit Hansen.

Men selv om reformen er i hus er det ikke tiden at sætte sig på hænderne i troen på, at alt nu er reddet hjem.

- Vi har også en pligt til at handle og søge at skabe øget bosætning og rammer for nye familier.

- Det sker ved at vi kan tilbyde attraktive jobs, gode byggegrunde - og gerne med udsigt og pasningsordninger, der dur.

- Og så er det er jo ikke nok, at vi ved, at der er et rigt kultur- og fritidsliv og masser af skov, kyst og strand. Vi skal også være ambassadører for det og gøre vores til at øge bosætningen.

- Samtidigt skal vi gennem eksempelvis Erhvervshus Nord sikre, at vi hele tiden har fingeren på pulsen i forhold til at skabe de job, der skal føre vores erhvervsliv frem og understøtte de uddannelses-institutioner, der med afsæt i vores DNA, kan vokse frem i vort område - gerne som eksamensuddannelser, siger Birgit Hansen.

Annonceret indhold

Nyeste