Amorinerne var der - og måske får de hinanden en gang - Susan Himmelblå og Benny. Foto: Tivoli
Livet her

Vi var så klar til Midt om natten

FESTAFTEN I ARENAEN: Håndfaste klapsalver viste med al tydelighed, at vi har savnet kulturen

28. august 2021 kl. 10:56
Opdateret kl. 12:05

I aftes var det mærkbart, hvor meget Frederikshavn og frederikshavnerne har savnet det at gå i byen for at få en på opleveren.

Arena Nord åbnede oven på coronatørken for godteposen med den flere gange udsatte succesmusical ’Midt om Natten’, med en melodi- og sangskat, der om noget rammer lige ind i vores folkesjæl.

Gasolin og Kim Larsen i et magisk univers, der tændte gløden hos os alle, der som ethvert cirkusbarn har savnet savsmulden i manegen siden 9. marts sidste år.

At det så var Midt om Natten, der kickstartede festen er kun et ekstra plus.

For de fleste af os, der fyldte Arena Nord fredag aften, kunne vores Larsen og havde svært ved ikke at synge med på sangene. Det kunne høres.

Musicalen fik premiere som biograffilm for 36 år siden, men det var en op-tempo version i en super tjekket scenografi og koreografi, fyldt med mange ekstra godbidder fra Gasolins og Kim Larsens bagkatalog, der mødte os, favnede os og bragte os med ind i magiens verden med stærke musikalske talenter på scenen.

Gustav Wolter, der spiller historiens Benny, var ganske enkelt eminent - stemmemæssig overlegen selv i de svære falsetpartier - og Arnold og Susan Himmelblå spillet af Morten Hemmingsen og Nina Maria Schjødt Lybæk-Larsen fulgte trop og leverede suveræne præstationer i den flotte nye cast,

Arnold udlægger teksten - det er han nemlig god til, mens blodbror Benny følger trop - det gør han lige til han vælger sit eget spor. Foto: Tivoli

Allan Mortensen fyldte rollen som vagabonden Tusindfryd med stor charme og rockkant i stemmen, og Jimmy Jørgensen skabte to uforlignelige figurer - nemlig den noget anløbne brugtvognsforhandleren Charles og tog os med storm som den rå rockerleder, der forsøgte at tryne Haveje.

Oplev denne scene med rockeren Jimmy Jørgensen i front. Den er simpelthen godt lavet. Foto: Tivoli

Hvis man vil vide, hvordan man får en scene uden larmende MC’ere til at illudere et MC-træf, så er det bare om at købe sig ind på de ledige pladser i Arena Nord i dag eller i morgen. Det var en oplevelse af de helt store med netop Jimmy Jørgensen i front.

Ud over de nævnte var der et stort og utroligt velsyngende ensemble, som kastede sig ud i flerstemmig sang, hvor det var passende og et band, der virkelig evnede at sætte gang i festen,

Da Midt om Natten filmen fik biografpremiere i 1984 solgte den 922.000 biografbilletter.

Nu har over 100.000 gæster set musicalen, der er baseret på filmen.

Det er med til at vise, hvor stort et indtryk og aftryk Kim Larsen og Gasolin har sat i os.

Det og den uforlignelige opsætning i Arena Nord blev i den grad taget ind af et veloplagt publikum, som fløj op af stolene efter sidste tone og viste særdeles håndfast med stående ovationer gennem flere minutter, at kulturen har været savnet af os her i tørkeperioden.

Klapsalverne holdt inde da Gustav Wolter og Jimmy Jørgensen indtog scenen igen og gav os en rørende indfølt Piaonomand - sekunderet af hele ensemblet. Det var en utrolig smuk afslutning på aftenen,

Jeg kan ikke mindes så lange og vedholdene klapsalver fra et publikum. Men det var velfortjent. For mange af os var det nemlig et mindeværdigt gensyn med både musikken, karaktererne og filmen, der har opnået kultstatus - og det i en ny turboladet opsætning, som man stadig kan nå at sikre sig billeter til.

Musicalen spiller endnu tre forestillinger i Arena nord - nemlig i dag lørdag kl. 16 og igen i aften kl. 20 Der er så en ny chance søndag 29. august Kl. 15.

Annonceret indhold

Nyeste