Livet her

Webshoppen Acorns nyder godt af den øgede onlinehandel

26. januar 2021 kl. 08:00
Opdateret 04. juli 2022 kl. 14:12

STRANDBY: Der er forrygende travlt hos webshoppen Acorns, som bliver drevet af Annette Pedersen fra privatadressen i udkanten af Strandby.

Acorns sælger tøj, sko og accessories til kvinder over hele landet, og har et stort online udvalg af modetøj fra blandt andet Gustav, Munthe, Odd Molly og Sibin Linnebjerg.

Webshoppen har eksisteret siden 2014, og det er indehaver Annette Pedersen der tager sig af de fleste arbejdsopgaver, med undtagelse af bogholderi og søgemaskineoptimering (hvad er SEO?), som er outsourcet.

- Der er fart på når man skal nå det hele alene. Udover at håndtere og bestille varer som også skal tilføjes shoppen med tekst og billeder, skal der også være styr på returvarerne, som skal pakkes ud, tilføjes lager igen og der skal sendes penge retur. Men heldigvis har jeg hjælp med pakningen hver dag.

- Og så er der hele markedsføringen hvor jeg selv vedligeholder vores website. Jeg har dog hjælp af et par unge piger, som også har sabbatår, fortæller Annette.

Der har gennem de seks år, som Annette har haft shoppen, været en konstant vækst i brugen af webhandel. Og ikke mindst i det seneste år på grund af coronanedlukningen, er udviklingen accelleret.

- Min målgruppe har nok været lidt langsomme til at komme i gang med nethandel, men efter corona er der mange, der er blevet tvunget i gang. Både fordi de ikke har lyst til at gå i butikker eller fordi butikkerne nu ikke har åbent. Og så har man også bedre tid til at sidde bag computeren eller på telefonen.

- Før Corona blev der typisk handlet meget tidligt om morgenen, i frokostpausen og om aftenen. Men her mens folk har arbejdet hjemmefra, kommer ordrerne fordelt over hele dagen med klart flest om formiddagen.

- Der har været ekstra efterspørgsel efter smart hjemmetøj og varmt tøj til en tur i skoven. Og så kan vi tydeligt mærke hvis værterne på morgen-tv har haft en flot skjorte eller trøje på.

- Har vi den i shoppen, bliver den hurtigt udsolgt griner Annette.

Der bliver ofte set lidt ned på webshops, da mange mener at det er for nemt at sidde til en billig husleje og presse priserne. Men der er ikke kun fordele ved at sælge online.

- Der er ikke mange der tænker på at udgifterne i en webshop til eksemelvis fragt pr. måned ofte overstiger det, man skal give i husleje i et butikslokale. Vi har gratis fragt på alle ordrer over 500 kr.. Det er vi simpelthen nødt til, da det er sådan markedet er.

- Og hvis en kunde ikke er hjemme ved en hjemmelevering, betaler vi dobbelt fragt når pakken skal sendes videre til en pakkeshop. Desuden skal vi betale hele beløbet inklusiv fragt tilbage på returvarer. Fragt er en kæmpe udgift.

- Og så er udgifterne til markedsføring også kæmpestore. Vi betaler en formue til hver måned. Modsat de fysiske butikker, kommer kunderne jo ikke spontant forbi, hvis ikke vi gør os synlige.

Kunderne hos Acorns kommer fra hele landet, og der også et lille salg til udlandet. Der er en tendens til at danskerne er blevet ekstra opmærksomme på at støtte de danske webshops, i stedet for de udenlandske giganter som hører hjemme i Sverige eller Tyskland. En webshop er også en lokal arbejdsplads.

- Vi har også en del lokale kunder, som handler hos os på nettet, og henter varerne her ved butikken.

- Det ser vi ofte i weekenderne, når kunderne opdager, at de mangler noget at tage på til en fest. Det er der desværre ikke så mange der gør i øjeblikket. Salget af festtøj og elegant businesstøj er nærmest ikke eksisterende.

Det er temmelig pladskrævende at huse varerne til en webshop, og selv om der er god plads i stuehuset hos Acorns, er rammerne nu sprængt, og det er nødvendigt at udvide.

- Vi er simpelthen nødt til at få noget mere plads. Vi har ofte tøj og kasser over alt, og det er ikke til at holde ud.

- Så nu moderniserer vi en staldbygning, så vi kan få et overskueligt lager og gode faciliteter til pakning.

- Det kommer til at spare masser af tid. Og tid er ikke det jeg har mest af. Men det er trods alt et positivt problem. Vi glæder os over at vi har så travlt fortæller Annette Pedersen.

Annonceret indhold

Nyeste